Novos topchef om Wegovy-salg i USA: Prognosen forudsætter væsentlig stigning
Novo ser ikke tegn på, at efterspørgslen efter vægttabsmidler er på vej ned i USA, og Novo har indregnet væsentligt højere leverancer i USA af sit vægttabsmiddel Wegovy i sin prognose for 2025.
Det er meldingen onsdag på en telekonference for pressen.
Her peger topchef Lars Fruergaard Jørgensen på, at Novo stadig kun sælger sine midler til at fåtal af de amerikanerne, der har mulighed for at opnå tilskud til behandlingen.
- Vi ser en intakt stærk efterspørgsel efter vægttabsmidler i USA og andre steder. Vi har adgang til 55 mio. mennesker, der lider af svær overvægt i USA, og vi servicerer omkring 1-2 mio. af dem. Så der er stadig meget stor efterspørgsel, siger Lars Fruergaard Jørgensen.
Han har netop måtte se konkurrenten Eli Lillys vægttabsmiddel Zepbound overhale Wegovy i USA både målt på receptudskrivningen til nye patienter og målt på det totale antal recepter.
Tal fra analysehuset Iqwia trukket per 17. januar viser ifølge Novo, at Wegovy stod på 204.000 recepter i januar mod 228.000 til Zepbound.
- Når man ser på den kortsigtede udvikling i recepterne, så er det nødvendigt at tage højde for, om midlerne er tilgængelige, men også ændringer i adgangen til dækning, som typisk sker i starten af året. Og ser du på den prognose vi har offentliggjort for 2025, så forudsætter den en ret væsentligt stigning i volumenerne, vi leverer til USA. Så vi har ret stor tillid til vores evne til at vokse i USA, siger Lars Fruergaard Jørgensen.
DET GLOBALE MARKED FOR FEDMEBEHANDLING ER FORDOBLET
Novo har desuden store vækstmuligheder andre steder i verden, lyder meldingen. Foreløbigt er Wegovy nemlig bare lanceret på lige over 15 markeder, og i begrænset omfang.
- Vi har set det globale marked for behandling af svær overvægt mere end fordobles sammenlignet med for et år siden. For det andet er det vigtigt at se på markedspenetrationen. Med det mener jeg, hvor mange patienter, som behandles ud af det samlede potentiale. Og ser vi på det på verdensplan, så taler vi om mere end 800 mio. mennesker med svær overvægt, mens mindre end 1 pct. er i behandling i dag, siger Karsten Munk Knudsen, finansdirektør i Novo Nordisk.
I USA, hvor vægttabsmidler er allermest udbredte, er penetrationsraten ifølge Karsten Munk Knudsen bare omkring 2 pct.
- Derfor mener vi også, at der er stadig er en meget lang og attraktiv vækstbane (runway), siger Karsten Munk Knudsen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›