Novozymes fremsætter købstilbud på biotekfirma

Udgivet den 31-10-2007  |  kl. 15:10  |  

Novozymes har fremsat et købstilbud til alle aktionærer i biotekfirmaet Philom Bios på 138 mio. kr. Selskabet fastholder forventningerne til årets resultat, men vil på sigt understøtte salgsvæksten indenfor forretningsområdet Mikroorganismer. Det fremgår af en børsmeddelelse.

Novozymes Biologicals Holding, et datterselskab af Novozymes, har i dag underskrevet en betinget overtagelsesaftale med Philom Bios.

Novozymes tilbyder Philom Bios’ aktionærer 6,50 canadiske dollars kontant pr. aktie., svarende til 138 mio. kr. på kontant og gældfri basis. Tilbuddet inkluderer alle udestående aktieoptioner.

Novozymes har ingen aktieposter i Philom Bios.

- Philom Bios’ bestyrelse anbefaler enstemmigt aktionærerne at acceptere tilbuddet, der er underlagt visse betingelser, som sædvanligvis findes i forbindelse med denne type transaktioner. Aktionærer, repræsenterende over 70 pct. af de udestående aktier i Philom Bios, har afgivet uigenkaldeligt tilsagn om at acceptere tilbuddet og tilbyde deres aktier til Novozymes, oplyser selskabet.

Philom Bios fremstiller og sælger proprietære mikrobielle inokulanter til landbrugsindustrien.

En succesfuld overtagelse af Philom Bios vil understøtte Novozymes’ fremtidige aktiviteter inden for det voksende marked for biologisk landbrug. Desuden er der også et godt strategisk match, da begge virksomheder har kompetencer inden for mikrobiel fermentering.

Transaktionen forventes afsluttet i december 2007.

Overskudsgraden forventes at være på niveau med de langsigtede finansielle mål inden for de næste par år. På kort sigt vil resultatet blive påvirket af transaktionsomkostningerne, oplyser Novozymes.


/asb

Udgivet af: NPinvestordk