Novozymes/Kepler venter flere opkøb inden for kemikaliesektor
Finanshuset Kepler venter flere opkøb og fusioner inden for kemikaliesektoren. Det skriver analytiker Markus Mayer i en rapport ifølge Bloomberg News. Danske Novozymes hører også til kemikaliesektoren.
Kepler skriver, at konsensus for 2012 og 2013 fortsat er for lav, og at en revidering i opadgående retning vil drive aktiekurserne højere. Finanshuset foreslår aktiekøb ved tilbagefald.
Top picks inden for kemikaliesektoren er Novozymes-kunden Henkel, DSM, som både er samarbejdspartner og konkurrent til Novozymes, Clariant, BASF og Solvay.
Fiannshuset indleder sin dækning af DSM med anbefalingen køb og kursmålet 57 euro, hvilket understøtter aktien, der stiger 1,9 pct. til 42,03 euro på børsen i Amsterdam.
Novozymes er leverandør af vaskemiddelenzymer til Henkel. Finanshuset hæver kursmålet på Henkel-aktien til 64 euro fra 60 euro, mens anbefalingen køb fastholdes. Henkel løftes 1,7 pct. til 54,36 euro.