Nu skal landets store haller tjekkes for fejl i konstruktionen

Udgivet den 30-03-2011  |  kl. 10:58  |  

Nu har Erhvervs- og Byggestyrelsen fået nok. Efter en række sammenstyrtede tage på landets store haller, senest tagkollapset på Club Danmark Hallen i Valby i juledagene, skruer styrelsen nu bissen på og kræver sikkerhed for, at de haller, der hidtil er blevet bygget, kan holde til kommende snevejr, også selv om vejret kan blive mere ekstremt og snefaldet voldsommere.

Det skriver Ingeniøren.

Styrelsens krav kommer i kølvandet på den ekspertrapport fra Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, der blev offentliggjort i fredags. SBi havde undersøgt tagkollapset på Club Danmark Hallen og selve hallens konstruktion. Og resultatet overraskede selv SBi’s hærdede eksperter.

Der var nemlig fejl i hallens dimensionering og i opførelsen af hallen, hvilket sammen med ophobet sne på taget førte til kollapset. Undersøgelsen viste også, at beregninger for bygningens sikkerhed ikke stemte overens med den måde bygningen er opført på.

Udgivet af: NPinvestordk