Ny Ørsted-formand: Aldrig sjovt at tabe så mange af investorernes penge

Udgivet den 05-03-2024  |  kl. 14:13  |  
Arkiv: Foto

Det er et velkendt ansigt, der nu kan kalde sig bestyrelsesleder i Ørsted. På tirsdagens generalforsamling blev den hidtidige næstformand i Ørsteds bestyrelse, Lene Skole, valgt ind som bestyrelsesleder og afløste dermed Thomas Thune Andersen.

Det sker som en del af de omrokeringer, der er sket i kølvandet på de milliardstore nedskrivninger, som Ørsted har måttet tage på sine amerikanske vindmølleprojekter, der blev ramt af forsinkelser, inflation og høje renter.

Efter de store nedskrivninger blev annonceret, har Ørsted sagt farvel til sin økonomidirektør, driftsdirektør og nu bestyrelsesleder.

Men blandt de nye udnævnelser er det kun en enkelt, økonomidirektør Trond Westlie, der kommer udefra. Resten er interne folk.

- Vi tog de beslutninger, som vi dengang mente var de rigtige. Når vi ser i bagklogskabens lys alle de risici, der faldt sammen i verden, så er det fuldstændigt rigtigt, at vi ville have gjort noget andet. Det har ledelsen og bestyrelsen et ansvar for, og det skal vi på ingen måde forsøge at løbe fra. Og det gør vi heller ikke, siger Lene Skole.

- Jeg tror, det er det rigtige for, at vi kan eksekvere, og jeg tror, at investorerne bliver tilfredse, hvis vi eksekverer på planen. Det er det, de fokuserer på, lyder det videre fra den nye formand.

Og det er en ny og mindre ambitiøs plan, som Ørsted i forbindelse med sit årsregnskab kunne præsentere. Selskabet har nedskaleret sine ambitioner om udvikling af vedvarende energi væsentligt til 35-38 gigawatt fra tidligere 50 gigawatt og indstillet udbyttet de næste tre år.

Lene Skole mener dog ikke, at den danske energikæmpe har taget et skridt tilbage.

- Det er aldrig sjovt at tabe så mange af investorernes penge. Det gør man ikke, uden at der kommer et lille hak i selvtilliden. Alt andet ville være arrogant, siger hun og fortsætter:

- Men vi er stadig en virksomhed, der har en stor rolle at spille inden for den grønne omstilling. Vi er stadig ambitiøse, men vi er også meget klar over, at vi har brug for en robust kapitalstruktur og en robust virksomhed.

FORTSÆTTER I BESTYRELSER

Lene Skole er et velkendt ansigt i dansk erhvervsliv, hvor hun bestrider en lang rækker bestyrelsesposter - heriblandt som næstformand i Nordea, Lundbeck, Falck og ALK-Abelló og som administrerende direktør i Lundbeck Fonden.

- Jeg har tænkt mig rigtig godt om, inden jeg sagde ja til det her. Det er vigtigt for mig ikke at gå ind i noget, hvor jeg ikke kan levere 100 pct.

Det er poster, som hun agter at beholde efter dialog med de respektive bestyrelser. Hun dropper dog stillingen som næstformand i Komiteen for god fondsledelse, fortæller hun.

- Jeg har talt med dem om det, og der har været fuld opbakning, siger Lene Skole.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Seneste nyheder