Ny KLM-rute fra Aalborg åbner stort potentiale
I går, søndag, åbnede KLM sin tredje destination i Danmark; ruten mellem Aalborg og Amsterdam flyves to gange på hverdage. Partneren Air France startede også søndag ny rute mellem Billund og Paris.
Det første KLM-fly i Aalborg Lufthavn landede søndag med bl.a. 33 hollandske journalister, rejseagenter og turoperatører. De skal lære Danmark at kende og formidle deres oplevelser til hollandske ferie- og erhvervsturister.
Det skriver Takeoff.
Aalborg bliver efter Billund og København, KLM’s tredje destination i Danmark. Og VisitAalborg og VisitDenmark ser store muligheder i at få flere hollændere til Nordjylland.
- Tilgængelighed er alfa og omega, når det gælder om at tiltrække udenlandske turister til Aalborg. Derfor har vi store forventninger til den nye rute, der giver adgang til det hollandske marked og kobler Aalborg op på et internationalt netværk af flyruter til hele verden, siger marketingchef Peter Asboe-Hermansen, VisitAalborg.