Nye inflationstal baner vej for rentenedsættelse i ECB - kan ske allerede torsdag
Inflationen er på vej ned i flere af de store lande i Europa, og det åbner døren for flere rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank, ECB.
Det mener Spar Nords økonom Daisy Nielsen, der ser den første lande på det kommende møde, der afholdes torsdag i næste uge.
- Inflationen i euroområdet er formentlig på vej ned, og det skaber nu forventninger om, at ECB vil sænke renten. De seneste nøgletal viser et fald i de forhandlede lønninger, som har været en vigtig faktor for ECB's prognoser om inflationen, skriver hun i en kommentar.
Forbrugerpriserne i Frankrig steg med 0,8 pct. i februar i forhold til den tilsvarende måned året før. Det var lavere end ventet, da konsensus ifølge Bloomberg News var en stigningstakt på 1,1 pct. mod 1,7 pct. måneden før.
I Tyskland var billedet lidt anderledes, da de tyske forbrugerpriser steg med 2,3 pct. i februar, når man sammenligner med samme tidspunkt året før. Det var helt som ventet og samtidig uændret fra måneden før.
- Inflationen har været lidt opadgående de seneste måneder, men efter flere landes dugfriske tal fra i dag, herunder Frankrig, tyder det på, at inflationen samlet set er på vej ned i euroområdet, og det samme forventes i de kommende måneder. De samlede tal for eurozonen offentliggøres på mandag, men de indledende data tyder på, at den samlede inflation fortsat vil falde lidt i februar, skriver Daisy Nielsen.
FORVENTES AT SÆNKE
Torsdag afslutter ECB's renteudvalg sit næste rentemøde, hvor renten forventes at blive sat ned med 0,25 pct.point til 2,5 pct. Nationalbanken ventes efterfølgende at følge trop og sænke til 2,1 pct.
- Det store spørgsmål er, hvad der sker derefter. Der er en splittelse i ECB, konstaterer Daisy Nielsen.
- Nogle medlemmer mener, at renten er ved at ramme et niveau, hvor pengepolitikken ikke længere er stram, og ønsker at vente med yderligere nedsættelser. Andre medlemmer mener derimod, at renten bør sænkes hurtigt til 2 pct. for at støtte væksten i euroområdet, så inflationen ikke falder under målsætningen på mellemlang sigt, lyder det.
.\\˙ MarketWire
Tags: macro❯ Eurozonen❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›