Nyt børsselskab står klar hvis fugle-sygen kommer

Udgivet den 06-11-2006  |  kl. 15:16  |  

De 30 mio. kr., som Danske Lægers Vaccinations Service (DLVS) vil finde på børsen skal blandt andet bruges til en kampagne, der skal få flere folk til at vaccinere sig.

Det er i kølvandet på en fugleinfluenza, der har truet med at udvikle sig til en verdensomspændende menneske-sygdom.

Det fortæller bestyrelsesformand Karsten Østergaard til NetPosten et par dage efter, at prospektet for de nye aktier blev offentliggjort.

- Folk har ikke selv fundet ud af, at de skal køre med sikkerhedssele – det er de blevet informeret om. På samme måde har folk ikke selv fundet ud af, at det er godt at blive vaccineret imod influenza – det skal vi informere dem om, forklarer han.

DLVS lever af at udføre vaccinationer. Vaccinationerne foregår ved fælles arrangementer, hvor mange mennesker bliver vaccineret på en gang. Det er hurtigere, billigere og ofte lettere for patienterne end den traditionelle metode, hvor vaccinationen udføres hos en praktiserende læge.

Truslen fra fugleinfluenza og andre epidemier og pandemier har fået europæiske eksperter til at anbefale, at 33 pct. af EU-landenes befolkning vaccineres mod influenza. I Danmark og enkelte andre europæiske lande er relativt få mennesker vaccineret mod influenza, og det er ifølge Karsten Østergaard derfor, at der er så store muligheder for et selskab som DLVS.

- I 1998 var otte procent af den danske befolkning vaccineret mod influenza. I dag er 12,6 pct. vaccineret. Af den vækst på 4,6 procentpoint står vi alene for de fire procentpoint, siger han.

I Danmark er DLVS’ konkurrenter de praktiserende læger, men ifølge Karsten Østergaard er der nok potentielle vaccinationer til, at hele markedet for vaccinationer kan vokse.

Det er også den praktiserende læge, der uddeler vaccinationer i de fleste lande. Derfor er det ikke nogen spøg, når DLVS med sine nuværende seks medarbejdere kan have som mål, at selskabet om ti år vil være den største af sin art i hele verden.

Selskabet har netop oprettet et datterselskab i Polen, hvor kun otte procent af befolkningen indtil videre er blevet sprøjtet med en vaccine. Målet er, at DLVS er repræsenteret i to andre lande i 2009.

De nye penge fra børsen skal bl.a. bruges til reklame- og mediekampagner, så folk bliver opmærksom på, at det er en god ide at vaccinere sig. Men i virkeligheden burde det være sundhedsstyrelsens opgave, mener Karsten Østergaard.

- Det optimale er, at Sundhedsstyrelsen selv påtog sig rollen med at informere befolkningen. Nu rejser vi denne kapital. Men vi håber, at regeringen fremover også vil være bevidst omkring sit ansvar for oplysningsarbejdet, siger han.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder