Obligationer/åbning: Afdæmpede rentefald før ECB-meldinger

Udgivet den 23-01-2020  |  kl. 08:53  |  

Det danske obligationsmarked har startet torsdagen med små rentefald, efter at bekymringerne for corona-virussets udbredelse medførte store kursfald på flere af de asiatiske aktiemarkeder og har dæmpet investorernes risikoappetit.

Der er også udsigt til en lettere negativ åbning på de europæiske aktiebørser torsdag, og en søgning over med obligationer giver her små kursstigninger og rentefald.

Torsdag eftermiddag kommer der også fokus på rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, mens der fra morgenstunden er kommet danske tal for udviklingen i forbrugertilliden.

Herhjemme ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation torsdag morgen i minus 0,27 pct., hvilket er 1 basispoint lavere end onsdag.

- Investorerne er fortsat nervøse for virusudbruddet i Kina, hvor der nu er rapporteret om 17 omkomne. Investorernes bekymringer går på, at virussen spredes med lynets hastighed, når det kinesiske nytår om et par dages skydes i gang.

- I den forbindelse ventes millioner af kinesere at transportere sig på tværs af landet. Virusudbruddet ventes dog at lægge en dæmper på den normale rejsetrafik omkring det kinesiske nytår. Det rammer blandt andet olieprisen, da flytrafikken vil lide et knæk, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel.

STORT OLIEPRISFALD I UGENS LØB

Prisen på en tønde brentolie falder torsdag 1,3 pct. til 62,36 dollar, og i løbet af januar er prisen faldet fra niveauet 66 dollar.

På dagens rentemøde i ECB ventes topchef Christine Legarde ifølge Sydbank-analytikeren at motivere en stor strategisk gennemgang af pengepolitikken. Renterne vil dog blive fastholdt på dagens møde, vurderer økonomerne.

- Meldingerne fra Lagarde omkring gennemgangen bliver interessante, men vi venter ikke, at meldingerne bliver konkrete nok til, at obligationsrenterne vil flytte sig nævneværdigt under dagens rentemøde, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Rentebeslutningen annonceres kl. 13.45, mens der holdes pressemøde efterfølgende kl. 14.30.

Fra morgenstunden er der kommet tal for udviklingen i forbrugertilliden i Danmark. Den viste sig at være steget til 4,5 i januar steg fra 2,5 i december.

I eftermiddag kommer amerikanske tal for nytilmeldte ledige i sidste uge samt en opgørelse for ledende indikatorer.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder