Obligationer/åbning: Lille rentefald efter dyk i tyske producentpriser

Udgivet den 19-01-2024  |  kl. 08:55  |  

De danske statsrenter er fredag åbnet blot marginalt lavere trods en større afmatning i de tyske producentpriser end ventet.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation er fredag morgen 2,47 pct. Det er et enkelt basispoint under lukkeniveauet torsdag.

De tyske producentpriser aftog i december for sjette måned i træk - og endda mere end ventet.

Samlet gik de tilbage med 8,4 pct., mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en afmatning på 8,0 pct.

Senere fredag offentliggøres den foreløbige opgørelse af Michigan-tillidsindekset for januar klokken 16. Her er ventes en mindre bedring til 70,1 fra 69,7 måneden før.

Samtidig løftes sløret for salget af eksisterende boliger i december. Her ventes salget opgjort til 3,83 mio. fra 3,82 mio. i november regnet på årsbasis.

NYT FRA LAGARDE

Flere centralbankfigurer har i ugens løb delt deres holdninger til blandt andet pengepolitikken i forbindelse med World Economic Forum i den schweiziske by Davos.

Fredag er ingen undtagelse, og her bliver der klokken 11 lagt hårdt ud, når chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, går på talerstolen.

Desuden venter i aften taler fra Michael Barr, der er styrelsesmedlem i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og Mary C. Daly, der er formand for centralbankens afdeling i San Francisco.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder