Obligationer/åbning: Lille rentestigning efter udenlandsk påvirkning

Udgivet den 15-11-2019  |  kl. 08:31  |  

Det danske obligationsmarked indleder fredagens handel med en svag positiv tendens for renten den toneangivende tiårige danske statsobligation, der åbner med en stigning på 1 basispoint i minus 0,30 pct.

Rentestigningen skal ses i lyset af spirende håb om en delvis handelsaftale mellem USA og Kina, der fredag morgen har sendt de amerikanske aktiefutures op sideløbende med stigninger i de amerikanske renter natten over.

Håbet er tændt af kommentarer fra Det Hvide Hus' økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, sent torsdag om, at Washington er ved at være tæt på en handelsaftale med Kina.

Dagens buket af nøgletal indeholder blandt andet forbrugerpriser i eurozonen, mens der fra den anden side af Atlanten bydes på Empire Manufacturing, Industriproduktion, kapacitetsudnyttelse og forretningslagre.

Men vigtigst er dog de amerikanske tal for detailsalget, der har en stor vægt i det samlede vækstbillede.

- Investorerne vil i dag have fokus på det amerikanske detailsalg. Et fald i detailsalget for anden måned i træk kan udløse rentefald, vurderer makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar fredag morgen.

Salget i oktober estimeres at være steget 0,2 pct. i forhold til september.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder