Obligationer/åbning: Marginal rentestigning forud for amerikansk kongetal

Udgivet den 05-01-2024  |  kl. 08:44  |  

Det danske obligationsmarked åbner med en lille stigning forud for et væld af nøgletal, der kan komme til påvirke retningen for renterne.

Først med inflationsdata fra eurozonen klokken 11, og senere er der også nyt fra USA med nøgletal fra servicesektoren og den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for december - også kaldet kongetallet.

- Bliver der rystet en cocktail af højere end ventet jobskabelse, inflation og aktivitet i den amerikanske økonomi, kan det presse renterne noget op og dæmpe risikoappetitten gevaldigt, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.

På ugens sidste dag åbner renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation 1 basispoint højere i 2,34 pct. På den sidste handelsdag i 2023 - i fredags - gik renten på nytårsferie i 2,25 pct

Den helt store begivenhed fredag er den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der kommer klokken 14.30.

I november blev der skabt lidt flere nye job i USA, end hvad der var ventet. Samtidig steg lønningerne med 0,4 pct. fra måneden før.

- Vi hæfter os dog ved, at jobvæksten i flere private erhverv er aftaget en del, og beskæftigelsen blandt vikarer, der betragtes som en ledende indikator, falder. Det peger i retning af, at arbejdsmarkedet underliggende bremser op, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Han venter, at der i december vil være skabt 160.000 nye arbejdspladser. Estimatet indsamlet af Bloomberg News ligger på 175.000.

Hvis der bliver skabt flere job end ventet, kan det ifølge Mathias Dollerup Sproegel presse renterne op.

Herhjemme er der allerede kommet nøgletal fra Danmarks Statistik. Tallene viser, at arbejdsløsheden, målt på bruttoledigheden, var på 2,9 pct. i november mod 2,8 pct. måneden før.

Derudover er det tyske detailsalg faldet mere end ventet i november. Detailsalget faldt 2,5 pct. og var dermed værre end ventet, da økonomer ifølge Bloomberg News, havde regnet med et fald på 0,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯