Obligationer/åbning: Marginalt rentehop under stille start

Udgivet den 19-11-2019  |  kl. 08:59  |  

Det danske obligationsmarked har startet tirsdagens handel afdæmpet og uden de store udskejelser i kurser eller renter.

Renten på den tiårige danske statsobligation ligger ved 9-tiden i minus 0,31 pct., hvilket er 1 basispoint højere end mandagens lukkeniveau.

Markedsdeltagerne må tirsdag tage til takke med yderst spinkle økonomiske indikatorer fra nær og fjern.

De amerikanske renter har svinget tæt på niveauet fra danske lukketid mandag, og der er heller intet konkret nyt fra handelsforhandlingerne mellem USA og Kina at handle på.

Nøgletalskalenderen har blot eurozonens betalingsbalance og produktion i bygge og anlæg at byde på, mens der fra den anden side af Atlanten kommer data for påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser.

Hverken de europiske eller de amerikanske tal står til at kunne få investorerne op i omdrejninger, så det bliver sandsynligvis eventuelle indikationer om handelskrigen, der vil styre markedet.

- For obligationsinvestorerne vil den generelle stemning på de finansielle markeder efter alt at dømme være styrende for renteudviklingen i dag, vurderer Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank.

En lille joker kan dog være en tale fra John C. Williams, der er chef for Federal Reserves afdeling i New York og som har med en tung stemme i renteudvalget, FOMC. John C. Williams adresserer deltagerne i en kapitalmarkedskonference klokken 15 dansk tid.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder