Obligationer/Åbning: Rentehop som ventet

Udgivet den 21-01-2014  |  kl. 08:58  |  

De blev som ventet til et lille rentehop på det danske obligationsmarked ved tirsdagens åbning. Udsigter til positive aktiemarkeder mindsker markedets lyst til fastforrentede fordringer og sender kurserne ned og dermed renten op.

De danske obligationer, der mandag satte ny bund for i år, vender rundt, og renten på den toneangivende 10-årige danske rente stiger knap 2 basispint til i underkanten 1,84 pct. Dermed er rentefaldet mandag på samme størrelse elimineret.

I Frankrig, Tyskland og Holland er der rentehop af samme størrelse.

Der skal en overraskelse til fra det tyske ZEW-indeks, der er eneste væsentlige nøgletal mandag, for at rykke renten markant. Ellers er retningen sat af de positive aktiemarkeder. Forventningsindekset for Tyskland lander på handlerbordene kl. 11.00.

Siden seneste ZEW-rapport er der leveret tyske økonomiske nøgletal, der peger mod fremgang, og det får analytikerne til at sætte næsen op efter fremgang i indekset.

Indekset for den nuværende økonomiske situation ventes at stige til 35,0 fra 32,4 i november, mens indekset for forventningerne til fremtiden ventes at stige til 64,0 fra 62,0.

De tyske nøgletal, der ligger til grund for de skøn, er blandt andet detailsalget for november og eksporten for samme måned, der begge steg. I november var der også en stærk udvikling i ordreindgangen og i industriproduktionen.

- Det vil derfor være en stor overraskelse, såfremt ZEW-indekset viser fald i januar, vurderer Sydbank i en morgenkommentar.

I USA er nøgletalskalenderen klinisk renset for begivenheder her dagen efter markedets lukning grundet Martin Luther King-dag

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk