Obligationer/åbning: Renten stiger let forud for nøgletal

Udgivet den 11-08-2020  |  kl. 08:42  |  

Der er små rentestigninger på det danske obligationsmarked tirsdag, hvor renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger 2 basispoint til minus 40 pct.

Tirsdag får handlerne en række nøgletal at forholde sig til. Blandt andet lander de amerikanske producentpriser for juli, og ZEW-forventningsindeks for eurozonen. Dagens vigtigste nøgletal bliver dog NFIB-indekset fra USA og ZEW-indekset fra Tyskland.

- Investorerne venter et lille fald i både NFIB- og ZEW-indekset. Stiger indeksene mod forventning, kan det presse renterne forsigtigt op, skriver Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker ved Sydbank, i en kommentar.

ZEW-tillidsindekset fra Tyskland ventes at vise et indeks på minus 69,5 mod et tidligere indeks på minus 80,9. Forventningsindekset ventes at falde til 55,8 fra 59,3.

NFIB-indekset, som måler stemningen blandt de mindre erhvervsdrivende i USA, ventes at lande på 100,5 fra tidligere 100,6 ifølge estimater indsamlet blandt økonomer af Bloomberg News.

Derudover kan markedsdeltagerne holde øje med nyt om forhandlingerne om ny amerikansk hjælpepakke, som kan være med til at støtte det amerikanske forbrug.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Relaterede nyheder