Obligationer/åbning: Renten tager et hop

Udgivet den 20-03-2014  |  kl. 08:53  |  

Janet Yellens ord rusker torsdag morgen i de danske obligationsrenter.

Chefen for den amerikanske centralbank indikerede onsdag aften, at en renteforhøjelse kan være undervejs tidligere end hidtil antaget i markedet. Det får renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation til at stige 3 basispoint til 1,64 pct. fra markedets åbning i forhold til lukkeniveauet onsdag eftermiddag.

Dermed følger den danske renteudvikling den amerikanske af slagsen.

- Samlet set må man sige, at Yellens budskab var mere hårdt, end man på forhånd havde forventet. Der er derfor stort set ingen tvivl om, at opkøbsprogrammet vil blive yderligere droslet ned i de kommende måneder, skriver Sydbank i en morgenkommentar.

Ikke overraskende valgte den amerikanske centralbank onsdag at fortsætte neddroslingen af det månedlige opkøbsprogram med 10 mia. dollar til nu 55 mia. dollar. Mere iøjnefaldende var det, at Janet Yellen sagde, at en renteforhøjelse kan komme på tale omkring et halvt år efter, at opkøbsprogrammet er endelig udfaset. Hvis neddroslingen følger det nuværende tempo, vil det ske i oktober, og derfor kan renten stige så tidligt som omkring april 2015.

USAs centralbank valgte på mødet også at gå væk fra, at en arbejdsløshedsprocent under 6,5 skal definere tidspunktet for en mulig renteforhøjelse. I stedet kommer der nu flere forskellige faktorer i spil.

Torsdag byder på få betydelige nøgletal i Europa, mens der fra USA blandt andet kommer tal for nytilmeldte ledige, salg af eksisterende boliger, erhvervstillidsindekset Philadelphia Fed samt ledende indikatorer.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder