Obligationer/åbning: Renterne tikker lidt op efter amerikansk stigning mandag
De danske statsrenter tikker tirsdag morgen en smule opad, efter at de amerikanske statsrenter kravlede yderligere op i løbet af både fredag aften og mandag, hvor det danske marked var lukket for anden pinsedag.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger med 2 basispoint til 2,54 pct. efter et hop på 7 basispoint fredag.
Renten på den toneangivende tiårige T-bond i USA steg mandag med yderligere 3 basispoint til 4,44 pct., mens de danske handlere holdt fri.
Med til at skubbe renten opad fredag var kommentarer fra ECB's Isabel Schnabel, der advarede mod at sænke renten på to møder i træk.
Tirsdagen er ikke tung på nøgletal, der for alvor kan flytte på renteniveauet, men der er dog allerede fra morgenstunden blevet budt på vækstal fra Danmark og data for producentpriserne i Tyskland.
Det danske bruttonationalprodukt gik ifølge en foreløbig opgørelse tilbage med 1,8 pct. i første kvartal sammenlignet med fjerde kvartal - opgjort i sæsonjusterede tal.
Sammenlignet med samme periode sidste år steg det danske BNP med 0,2 pct.
I Tyskland steg producentpriserne desuden en spids mindre end ventet i april sammenlignet med marts, hvor fremgangen er opgjort til 0,2 pct. mod ventet 0,3 pct. blandt økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News.
Tungere vejer dog formentlig en tale fra Christine Lagarde, der er chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), og flere fremtrædende medlemmer af toppen hos den amerikanske ækvivalent, Federal Reserve.
Fra USA er der desuden et referat af det seneste rentemøde i kalenderen til onsdag aften dansk tid.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›