Obligationer/åbning: Renterne trækkes med op af amerikansk stigning
Med en stigning i de lange amerikanske renter onsdag aften og henover natten til torsdag trækkes de danske statsrenter også med op torsdag morgen.
Onsdagen bød ellers på en amerikanske inflationsrapport for oktober, der blev tolket positivt og efterfølgende løftede investorernes tro på endnu en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til december.
Men som så ofte før i den seneste periode havde det mest effekt på de korte renter, der er mere følsomme over for bevægelser hos centralbankerne, så den toårige amerikanske rente faldt, mens den tiårige steg med 2 basispoint til 4,45 pct.
Torsdag morgen er renten gået yderligere op, og renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 trækkes med op med 3 basispoint til 2,14 pct. efter et plus på 2 basispoint onsdag.
I fokus kommer igen centralbankerne torsdag.
- I aften taler chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell. I eftermiddag udkommer referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB). Det giver mulighed for vigtige pengepolitiske signaler i både USA og Europa. Skulle Powell eller ECB-referatet blive tolket blødt, kan det presse renterne ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar torsdag morgen.
Fra nøgletalsfronten kan investorerne torsdag se frem til endelige inflationstal for oktober fra Spanien, en temperaturmåling på industriproduktionen i eurozonen i september samt væksttal for tredje kvartal samme sted.
I USA er der tal for producentpriserne i oktober på plakaten sammen med den ugentlige opgørelse af nytilmeldte ledige.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›