Obligationer/åbning: Renterne vender snuden nedad
Det danske obligationsmarked vender som forudset snuden nedad i onsdagens indledende handel oven på mindre rentefald i USA sent tirsdag. De amerikanske investorer reagerede tirsdag i skuffelse over salget af eksisterende boliger på det nordamerikanske kontinent, som uventet faldt i december.
Renten på den 10-årige, danske statsobligation, ligger kort efter kl. 9 til et rentefald på 3 basispoint i 1,63 pct. Rentefald i tilsvarende omfang kan noteres syd for grænsen på det tyske obligationsmarked.
Salget af eksisterende boliger i USA viste et salg på 4,94 mio. boliger på annualiseret basis i december. Ifølge Bloomberg News var der ventet et salg på 5,10 mio. enheder. På månedsbasis faldt salget af eksisterende boliger med 1,0 pct. mod en ventet stigning på 1,2 pct., og det reagerede investorerne på.
På den hjemlige scene er der onsdag offentliggjort tal for dansk forbrugertillid, som steg mindre end ventet i januar. Danmarks Statistik kunne berette om en stigning i forbrugertilliden til minus 2,7 fra minus 4,7 måneden før - eller en spids ringere end konsensus ifølge Ritzau Finans om en stigning til minus 1,5.
Forbrugertillidsstatistikken peger desuden fortsat på, at situationen i den danske økonomi vil være forbedret om et år.
- Forbrugerne forventer stadig, at både familiens og Danmarks økonomiske situation om et år vil være bedre end i dag. Indikatoren for familiens økonomiske situation er 7,3, mens indikatoren for Danmarks økonomiske situation er 3,3. Gennemsnittet for disse indikatorer er for det seneste halve år hhv. 7,7 og 3,6, skriver Danmarks Statistik.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk