OBLIGATIONER: Fokus på Bundesbank og tyske arbejdsløshedstal
København--9. september--NetPosten--Fokus er i dag rettet mod syd, hvor den tyske Bundesbank fastsætter repo-renten og der offentliggøres tyske arbejdsløshedstal. Hvor det gælder repo-renten ventes den fastholdt på 3,00 pct., mens de tyske arbejdsløshedstal på sæsonkorrigeret basis ventes at stige med 20.000 personer fra juli til august. Der gik dog rygter i markedet mandag om, at arbejdsløsheden ville stige markant.
Den tyske december-Bund future startede på Deutsche TerminBrse op i 101,50 mod 101,55, da det danske marked lukkede. Det fik en dansk markedsdeltager til at spå, at den toneangivende danske statsobligation 7 pct. 2007 ville åbne stort set uforandret i 105,65 75.
Det dansk-tyske rentespænd holder sig fortsat pænt i 56 basispoint, hvilket betragtes som pænt. Øget rentekonvergens i Europa kan betyde, at rentespændet kan gå yderligere ind, men flere store danske banker venter dog, at rentespændet på sigt vil blive udvidet.
I markedet blev mandagens udvidelse af åbningstiden på Københavns Fondsbørs betragtet med en vis skepsis. Ifølge markedsdeltageren skete der ikke et hammerslag sidst på dagen, og han frygtede, at det ville blive nogle lange efterårs-eftermiddag.