OBLIGATIONER: Stille marked - Små bevægelser
København--15. februar--NetPosten--Det danske obligationsmarked er meget stille for tiden, og det ventes der ikke ændret på i dag, hvor det mest ophidsende bliver eftermiddagens amerikanske tal for industriproduktion og kapacitetsudnyttelse.
Den toneangivende danske statsobligation 6 pct. 2009 handles her til formiddag uændret i 100,90, mens den tyske Bund future er faldet lidt tilbage i 103,20. Det betyder, at det ti-årige dansk-tyske rentespænd er gået lidt ind i 34 basispoint. Det danske marked er ellers marginalt presset, da Nationalbanken optræder som storsælger i det stille marked. Alene mandag afsattes der for 1,93 mia. kr.
Oliepriserne er i nat steget til over 30 USD pr. tønde, og det kan presse markedet lidt ned i dag, men generelt ventes der en handel i et snævert interval.
I markedet venter man stærkt på torsdagens Humphrey Hawkins-tale fra den amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspan. Talen ses som meget afgørende for den kommende kursudvikling på de finansielle markeder.