Obligationer/middag: Ingen hjælp at hente fra tyske data
Selvom der onsdag er præsenteret endnu et skuffende nøgletal, denne gang fra den tyske økonomi, får det ikke investorerne til at søge ly på obligationsmarkedet, som er præget af let stigende renter. Håbet om yderligere lempelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB) holder humøret oppe på aktiebørserne, mens det er med til at mindske interessen for at søge i sikkerhed på Nordeuropas obligationsmarkeder.
Renten på den toneangivende, 10-årige, danske statsobligation med udløb i 2023 ligger onsdag ved 11.45-tiden til at stige omkring 2 basispoint til 1,41 pct. En tilsvarende tendens kan spores syd for grænsen, hvor renten på den 10-årige, tyske statsobligation ligger knapt 2 basispoint højere i 1,28 pct.
Meldingen om, at Ifo-indekset faldt til 104,4 i april fra 106,7 måneden før, har ikke rykket væsentligt ved renterne, selvom økonomerne ifølge Bloomberg News kun havde regnet med et lille fald til indeks 106,2.
Mens nøgletallet peger mod en svækkelse af udviklingen i Europas største økonomi, øger det også forventningerne til, at ECB kan blive nødt til at hjælpe økonomien yderligere.
- Først på året så det ud til at svagheden sidst i 2012 var en overgang og 2013 startede stærkere. Men nu er billedet vendt og det ser ud til, at Tyskland har svært ved at frigøre sig fra nedturen i Sydeuropa og svaghederne i BRIK-landene, skriver Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord Bank, og fortsætter:
- Dagens Ifo-indeks må give anledning til stigende bekymringer i både den tyske regering og i ECB. ECB bliver nødt til at kommentere det og måske reagere på det med nye tiltag på næste torsdag, hvor ECB mødes.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›