Obligationer/middag: Lille rentefald afløser indledende stigning

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 12:05  |  

Trods stigende kurser på de europæiske aktiemarkeder - med det danske som en undtagelse - har udviklingen på obligationsmarkedet hen over formiddagen ændret et lille indledende renteløft til et lige så undseeligt fald.

Mandag middag ligger renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation i minus 0,40 pct., som er 1 basispoint lavere end lukkeniveauet fredag eftermiddag og 2 basispoint laver end åbningsniveauet mandag morgen.

Ugen blev indledt med kinesiske nøgletal for prisudviklingen i juli, som viste en stigning i forbrugerpriserne på 2,7 pct. mod en ventet stigning på 2,6 pct. og et fald i producentpriserne på 2,4 pct. mod et ventet fald på 2,5 pct. Alt sammen ifølge Bloomberg News.

Obligationshandlerne må derudover spejde langt efter nøgletal, som kan inspirere til handel. Mandagens kalender er tom for retningsgivende statistik, men tirsdag er der forventnings- og tillidsindeks fra ZEW for både Tyskland og eurozonen samt producentpriser for USA at tage bestik af.

Mandag er markedet i Tokyo lukket, og det betyder, at den amerikanske T-bond ikke handles.

Mandag morgen kunne Danmarks Statistik oplyse, at de danske forbrugerpriser steg med 0,5 pct. i juli sammenlignet med juli sidste år.

Dermed er inflationen tiltaget en anelse, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 0,3 pct.

Den danske eksport steg med 2,2 pct., og importen steg 3,1 pct. i juni. Det betyder et overskud på den danske handelsbalance på 14,7 mia. kr. I maj viste handelsbalancen et overskud på 12,2 mia. kr.

I juni var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 8,6 mia. kr. mod et overskud på 8,8 mia. kr. i maj.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder