Obligationer/middag: Lille rentefald efter europæiske BNP-tal

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 11:39  |  

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder med 1 basispoint i middagshandlen fredag til minus 0,31 pct. fra morgenens niveau i minus 0,30 pct.

Hjemlige nøgletal har fra morgenstunden vist, at dansk BNP dykkede markant i andet kvartal med et historisk fald på 7,4 pct. set i forhold til kvartalet før.

Også europæiske nøgletal bekræftede, hvad der var frygtet - at den europæiske økonomi var særdeles hårdt presset i andet kvartal - da BNP for eurozonen som ventet skrumpede med 12,1 pct. i forhold til kvartalet før.

Det viste den anden opgørelse fra Eurostat.

- Hele Europa er gået i rødt som følge af coronakrisen. Der er ingen europæiske lande, der kan fremvise fremgang i andet kvartal, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar til det europæiske nøgletal.

Senere på dagen kan markedsdeltagerne rettet deres opmærksomhed mod USA, hvor der blandt andet kommer tal for det amerikanske detailsalg, industriproduktionen og Michigan-tillidsindekset, som kan påvirke investorernes humør.

- Det amerikanske detailsalg faldt som en sten i marts og april. I maj og juni så vi en kraftig genopretning, og detailsalget er meget tæt på niveauet før coronakrisen. Samme tendens har vi set i mange andre lande. I nogle lande er detailsalget endda højere end før coronakrisen, skriver Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar forud for eftermiddagens tal.

Han venter en beskeden stigning, da data baseret på korttransaktioner antyder, at forbrugernes lyst til at bruge penge tabte pusten i juli, i takt med at smittetrykket med coronavirus er tiltaget.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder