Obligationer/middag: Lille renteplus i vente på talestrøm fra centralbankspidser

Udgivet den 21-11-2024  |  kl. 08:43  |  

Den danske obligationsrente er torsdag åbnet en smule højere på en stille morgen.

Dagen igennem venter der taler fra centralbankdirektørerne i Europa og USA, mens der på nøgletalsfronten er tale om et mere sparsomt program.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger torsdag 1 basispoint til 2,08 pct.

Dagens vigtigste nøgletal bliver det ugentlige overblik over antallet af nytilmeldte ledige i USA. Dertil ventes også nyt om de ledende indikatorer samt en foreløbig opgørelse af den europæiske forbrugertillid. Her er ventet en marginal bedring til minus 12,4 fra minus 12,5.

Det er imidlertid den ugentlige føljeton om de nyledige, der ventes at kunne blive mest udslagsgivende.

- Ansøgningerne om dagpenge er faldet tilbage til omkring 220.000-230.000 personer per uge, efter at orkanerne i Florida gav et midlertidigt hop i ansøgningerne. Det overordnede billede er derfor, at det amerikanske arbejdsmarked bevæger sig fremad i et moderat tempo, skriver Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.

Økonomerne venter ifølge Bloomberg News, at 220.000 amerikanere meldte sig nyledige i sidste uge. Det er en stigning fra forrige uges tal på 217.000.

Fra Danmark er der torsdag også kommet nyt om forbrugertilliden, der i november faldt marginalt til minus 9,3 fra minus 8,9.

Markedsdeltagerne vil torsdag også stille skarpt på de mange taler fra centralbankcheferne fra amerikanske Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank, ECB.

Allerede fra morgenstunden er den franske centralbankchef, François Villeroy de Galhau, gået på talerstolen i Tokyo, og senere venter taler fra blandt andre den hollandske pendant Klaas Knot, og længere ud på dagen taler ECB's cheføkonom, Philip Lane.

Også de amerikanske centralbankchefer er klar til at ytre sig torsdag, og blandt andre Cleveland-chefen Beth Hammack med stemmeret i Federal Reserves pengepolitiske råd er klar to gange i dagens løb. Sent i aften venter en tale fra styrelsesmedlemmet Michael Barr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder