Obligationer/middag: Renten falder forud for amerikanske nøgletal

Udgivet den 14-10-2021  |  kl. 11:48  |  

Renterne fortsætter ned torsdag middag, efter at højere end ventede amerikanske inflationstal og et referat fra den amerikanske centralbank med en skærpet tone satte sine spor på obligationsmarkedet onsdag.

Torsdag middag forud for amerikanske ledighedstal og producentpriser falder renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med 2 basispoint til 0,11 pct. oven på et fald på 4 basispoint onsdag.

Senere på eftermiddagen offentliggøres der fra USA blandt andet ugentlige ledighedstal, hvor der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventes at være 320.000 nye ledige mod 326.000 ugen forinden.

- Antallet af nytilmeldte ledige i USA faldt i sidste uge til tæt ved det laveste niveau i år. Et yderligere fald trækker i retning af lidt højere renter. Det samme gør overraskende høje producentpriser fra USA, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.

Samtidig kommer der også tal for producentpriserne, der ventes at være steget med 0,6 pct. i september - en lille afmatning fra august, hvor producentpriserne steg med 0,7 pct.

Den fortsat høje inflation i USA fremrykkede onsdag spekulationerne om renteforhøjelser i USA. Og det underbyggede referatet fra det seneste rentemøde i Federal Reserve ret klart, da medlemmerne af rentekomitéen pegede på pengepolitiske stramninger til november eller december.

Derudover indikerer referatet, at en renteforhøjelse er på trapperne - måske allerede til sommer.

- Investorerne har nu fuldt indregnet en renteforhøjelse i september 2022 og ser cirka 50 pct. sandsynlighed for en renteforhøjelse i sommeren 2022 - det vil sige, samtidig med at Federal Reserve afslutter nedtrapningen af obligationsopkøbene. Til gengæld har investorerne trukket i land, i forhold til hvor mange gange Fed i alt kommer til at hæve renten, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder