Obligationer/middag: Renten fortsætter fald efter skuffende nøgletal

Udgivet den 14-07-2020  |  kl. 12:01  |  

Den toneangivende tiårige danske statsobligation fortsætter tirsdag sit rentefald efter mandagens rentehop på 6 basispoint. Det sker, efter at formiddagen bød på skuffende nøgletal fra eurozonen, der tydeligt viste, at økonomien endnu ikke er på sikker grund.

Ved middagstid ligger renten på minus 0,33 pct., hvilket er et fald på et enkelt basispoint fra tirsdagens åbningsniveau.

Formiddagen bød på tal fra det tyske ZEW-forventningsindeks for juli, der viste skuffende takter, da forventningsindekset for juli faldt til 59,3 fra 63,4 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et mindre fald til indeks 60.

Indekset, der afspejler den nuværende situation, viste godt nok en lille stigning fra måneden før, men landende på minus 80,9 pct., hvilket var væsentligt mindre end de minus 65, som analytikerne havde ventet.

Også industriproduktionstal for eurozonen i maj viste sig værre end ventet. Industriproduktionen steg med 12,4 pct. fra måneden før, mens den dykkede med 20,9 pct. sammenlignet med i maj sidste år.

Konsensus var ifølge Bloomberg News en stigning i produktionen på 15 pct. på månedsbasis.

Nøgletalskavalkaden fortsætter i eftermiddag, når der klokken 14.30 kommer tal for de amerikanske kerneforbrugerpriser.

Kerneinflationen er faldet med 1,2 pct.point siden februar grundet konsekvenserne af coronakrisen, og der ventes ikke nogen synderlig forbedring, vurderer Kim Blindbæk, seniorøkonom hos Sydbank.

- I øjeblikket er inflationspresset også lavt, da den månedlige inflation i løbet af de seneste tre måneder har været lavere end den stigningstakt, der kræves for at nå en inflation på to procent. Investorerne forventer, at kerneinflationen vil aftage yderligere i juni til 1,1 procent fra 1,2 procent i maj, lyder det i en kommentar.

Tirsdagen afsluttes med nyt fra den amerikanske centralbank, når James Bullard, der er chef for Federal Reserve i St. Louis, klokken 20.30 holder tale om amerikansk økonomi og pengepolitik.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder