Obligationer/middag: Renten tæmmet efter dansk debut
Den danske 10-årige statsrente holder sig lidt højere tirsdag formiddag, efter at Nationalbanken har holdt debutauktion for den kommende toneangivende statsobligation med udløb i november 2025.
Kort efter kl. 11 ligger den 10-årige rente, målt på 2023-papiret, i 1,41 pct., eller godt 1 basispoint højere end mandagens lukkeniveau. Her steg renten 3 basispoint.
Tidligere tirsdag var renten dog oppe omkring 1,42 pct., men efter auktionens resultater stod klar kl. 10.20, faldt den 10-årige rente lidt tilbage.
I alt blev der solgt for 5005 mio. kr. statsgæld ved auktionen, og den effektive rente blev 1,73 pct. Efterspørgslen var på 5605 mio. kr.
Obligationen bliver udstedt med en nominel rente på 1,75 pct., og når der er solgt nok af den, vil den formentlig senere i år overtage status som toneangivende fra 2023eren.
Den samme rentetendens gør sig gældende rundt omkring i Europa, hvor der er mindre rentestigninger i de 10-årige papirer over stort hele kontinentet.
Mens nøgletalskalenderen er stort tom tirsdag, kommer flere medlemmer af Den Europæiske Centralbank, ECB, på banen sidst på eftermiddagen, hvor de vil tale om økonomi. Det samme gør sig gældende i USA efter dansk lukketid, hvor to medlemmer af Federal Reserve i form af Dudley og Plosser taler om den økonomiske situation.
- Især bliver det interessant at se, om de har kommentarer til den seneste tids tegn på et begyndende inflationært pres, deres vurdering af arbejdsmarkedet og ikke mindst, om de deler Fed-chef Yellens små bekymringer om boligmarkedets tilstand. Begge talere er stemmeberettigede i FOMC, men mens Dudley er i duelejren på linje med Yellen, så ligger Plosser i den anden ende af skalaen som en af de mere høgeagtige medlemmer, skriver Handelsbanken i sin morgenmelding.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk