Obligationer/middag: Rentero på nøgletalstom dag

Udgivet den 25-04-2014  |  kl. 11:21  |  

I mangel af betydende nøgletal er bevægelserne på fredagens obligationsmarked ganske begrænsede, og for den toneangivende danske 10-årige statsobligation har renteudsvingene over dagen begrænset sig til 2 basispoint fra toppen til bunden.

Midt på formiddagen befinder den 10-årige rente sig i 1,54 pct. - helt tilsvarende udgangspunktet fra torsdag.

Morgenstundens nøgletal over det danske detailsalg har ikke formået at piske en stemning op på markedet. Detailsalget faldt med 0,1 og 0,4 pct. på henholdsvis måneds- og årsbasis i marts, men samtidig blev fremgangen i salget i februar oprevideret.

Ud over detailsalgsopgørelsen er eneste væsentlige nøgletal i kalenderen fredag fra USA, hvorfra der klokken 15.55 offentliggøres en endelig statistik over tillidsindekset fra University of Michigan. Indekset ventes at stige til 83,0 i april fra 82,6 i marts.

Skæver man ud i det øvrige Europa, stemmer billedet i Danmark ganske fint overens med bevægelserne her. Udsvingene er ganske begrænsede, og pilen peger let nedad. Eneste undtagelse er Grækenland, der noterer sig en rentestigning for det 10-årige statspapir. Dermed er renten atter over 6 pct., som den ellers kom et pænt stykke under, da Grækenland vendte tilbage til det åbne obligationsmarked for et par uger siden.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder