Obligationer/tendens: Afventende rentemarked inden tyske tillidstal

Udgivet den 26-02-2025  |  kl. 07:05  |  

De tyske forbrugere er i fokus onsdag, hvor finansmarkederne også holder øje med taler fra medlemmer af den amerikanske centralbank.

Der ventes stilstand fra start på det danske obligationsmarked, hvor renten på den toneangivende tiårige statsobligation tirsdag lukkede uændret i 2,19 pct.

Dette til trods for at den tiårige amerikanske rente dykkede 11 basispoint til 4,30 pct. oven på et skuffende fald i forbrugertilliden. Renten er dog kravlet op med 2 basispoint på markedet i Tokyo i onsdagens tidlige handel.

Den tiårige amerikanske rente er faldet markant over den seneste uge, og tirsdagens lukkeniveau var det laveste siden midten af december.

At det ikke er smittet af på den danske rente skyldes ifølge Nordea "blandt andet de lidt bedre vækstudsigter for euroområdet, der er medvirkende til at lægge en bund under de danske renter," skriver banken i en morgenkommentar.

Onsdag er turen så kommet til de europæiske forbrugere, når der kl. 8 bliver offentliggjort tal for den tyske forbrugertillid i marts.

Her ventes en lille fremgang til minus 21,4 fra minus 22,4 i februar.

Ud på aftenen vender blikket med USA, hvor Fed-medlemmet Raphael Bostic blandt andre går på talerstolen. Han er - i modsætning til mange andre Fed-medlemmer - ikke synderligt bange for en voksende inflation og holdt sidste uge fast i, at han venter to amerikanske rentenedsættelser i 2025.

- Såfremt Bostic gentager sin vurdering om fraværet af inflationsrisici og fastholder forventningen om to rentenedsættelser i år, kan det få renterne til at falde lidt, vurderer Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank.

Han pointerer dog samtidig, at Raphael Bostic ikke har stemmeret i rentekomiteen i denne periode.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯