Obligationer/tendens: Amerikansk inflation er onsdagens stjerne

Udgivet den 15-01-2025  |  kl. 06:49  |  

Det vil formentlig være en smule kedeligt på onsdagens obligationsmarked - lige indtil onsdag eftermiddag, hvor der lander amerikanske inflationstal for december.

- Nogle analytikere spår, at høje inflationstal fra USA i dag kan få den tiårige amerikanske rente til at flirte med 5 pct. Det vil formentlig være en kæberasler til risikoaktiver, hvis det sker, mener Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

Og det kan godt se ud som om, de amerikansk statspapirer allerede tirsdag var ramt af den afventende stemning. Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med et enkelt basispoint til 4,79 pct.

Onsdag morgen viger renten en anelse på T-bondmarkedet i Tokyo. Her forrentes den tiårige T-bond med 4,78 pct., hvilket er en spids mindre end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag, hvor renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg 5 basispoint til 2,34 pct.

Inflationen ventes at tiltage i julemåneden til 2,9 pct. fra 2,7 pct. måneden før ifølge estimater fra Bloomberg News. Kerneforbrugerpriserne, som er den amerikanske centralbanks foretrukne, ventes at lande på 3,3 pct., hvilket er det samme niveau som måneden før. Federal Reserve, Fed, sigter efter en kerneinflation på 2 pct.

- Med et inflationspres, der langsomt vender tilbage, er inflationen nu en vigtig faktor for både Fed og investorerne. Det var tydeligt på rentemødet i december, hvor Fed vurderede, at inflationen var for genstridig, og derfor ville centralbanken være afventende med at sætte renten længere ned, lyder det fra Mathias Dollerup Sproegel.

Det er blandt andet Donald Trump, der kan smide grus i maskineriet, da centralbanken blandt andet afventer, om den kommende præsidents politik vil lægge et opadgående pres på inflationen i 2025.

- Dog er betydningen for inflationen usikker, da vi samtidig ser en vis opbremsning i den amerikanske økonomi, som vi mener, vil fortsætte med at dæmpe inflationen i USA. Skulle inflationen stige mere end ventet, kan det presse renterne op. Vi vurderer, at inflationstallene kan give store udsving på markederne, vurderer Sydbanks seniorøkonom.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯