Obligationer/tendens: Europæiske væksttal kommer i fokus

Udgivet den 14-08-2019  |  kl. 06:52  |  

Det danske obligationsmarked ventes onsdag at åbne tæt på uændret, efter at renten på den tiårige danske statsobligation tirsdag tangerede bundrekorden fra sidste uge med en minusrente på 0,56 pct. Onsdag kan markedsdeltagerne se frem til en foreløbig opgørelse over væksten i eurozonen i andet kvartal.

De amerikanske renter har holdt sig nogenlunde i ro siden dansk børslukketid tirsdag aften. Onsdag i asiatisk handel ligger den tiårige amerikanske rente i 1,67 pct. mod et niveau på 1,68 pct., da det danske marked lukkede. Tirsdag blev markedet påvirket af nyheden om, at USA vil udskyde flere af de varslede nye tariffer på kinesiske varer. Det sendte et skud optimisme ind i markederne tirsdag, hvor aktierne steg kraftigt, og renterne fulgte med op.

Så sent som i fredags var USA's præsident, Donald Trump, ikke klar til en handelsaftale med Kina, og han gav udtryk for, at det var hip som hap, om de to parter mødtes til september som planlagt. Det har siden lagt en tung dyne af handelspessimisme over markederne, der også skal fordøje brexit, politisk usikkerhed i Italien, udsalg af argentinske aktiver, svage nøgletal og uro i Hongkong.

Derfor var meldingen om en udskydelse af nogle af de varslede tariffer fra september til midten af december og nyheden om, at USA og Kina om to uger vil tale sammen - ganske vist over telefonen - godt nyt for investorerne. Alligevel nærmede rentekurven i USA sig dog et truende minus.

Rentekurven følges tæt af investorer og økonomer, da den gennem de seneste 50 år - syv gange i alt - har forvarslet en recession i amerikansk økonomi ved at vende rundt, eller gå i minus, således at den toårige rente har ligget over den tiårige. Ved årets start lå rentekurven i 19 basispunkter, mens den ved udgangen af 2017 lå i 52 basispunkter og 125 basispoint året før det. Onsdag morgen er rentekurven på 4 basispoint.

Onsdag morgen, kl. 8, kan markedsdeltagerne se frem til en indikator for det danske bruttonationalprodukt, BNP, i andet kvartal, og ligeledes en foreløbig opgørelse over den tyske vækst i samme periode. Og kl. 11 offentliggøres et foreløbigt tal for BNP-væksten i hele eurozonen, hvorfra der også kommer tal for industriproduktionen.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,45%
 
23/08/19

 
9,21%
 
23/08/19

 
4,50%
 
23/08/19

 
1,69%
 
23/08/19

 
1,02%
 
23/08/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder