Obligationer/tendens: Ro på renterne efter bevægelig fredag - markedet afventer toldordrer
Der kommer formentlig lidt mere ro over renterne på de danske statsobligationer mandag morgen, efter at fredag eftermiddag bød på flere nyheder og rentestigninger både herhjemme og i USA.
Det sker, mens investorerne afventer, hvad der mon kan ligge i truslerne fra USA's præsident, Donald Trump, om mere gengældelsestold, som er varslet til denne uge, og samtidig fordøjer udsigten til amerikansk told på stål og aluminium.
Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 steg fredag med 2 basispoint til 2,10 pct.
Renten nåede dog også at være oppe i godt 2,12 pct. i løbet af eftermiddagen, da flere amerikanske nøgletal skabte røre i markedet.
Først viste den officielle amerikanske arbejdsmarkedsrapport for januar sig på flere parametre bedre end ventet, men siden - hvilket også havde masser af effekt på renterne - pegede en måling fra University of Michigan på klart højere end ventede inflationsforventninger hos de amerikanske forbrugere.
Det sendte renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation op med 5 basispoint til 4,49 pct., og det niveau holder ved mandag morgen på markedet i Tokyo. Det er samtidig 1 basispoint lavere end ved dansk lukketid fredag.
INGEN AMERIKANSKE LEMPELSER I SIGTE MERE
Fredagens nøgletal og udsigten til mere handelskrig med Donald Trump ved roret har fået flere markedsdeltagere til at droppe forventningerne om pengepolitiske lempelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i år helt.
Det gælder blandt andet australske Macquarie.
- Vores opdaterede syn er, at der ikke er nogen ændring i renten i 2025, og den vil sandsynligvis forblive i intervallet 4,25 til 4,50 pct. Tidligere vurderede vi, at den ville blive sænket med yderligere 25 basispoint i enten marts eller maj, skriver investeringsbanken ifølge Reuters i et notat.
I forhold til handelskrigen vil det næste logiske skridt for Donald Trump være toldsatser mod Europa, lyder det fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.
- Det vil være som forventet, hvis Donald Trump i løbet af de kommende dage og uger sender en toldregning afsted til Europa, skriver han i en kommentar mandag morgen.
Nøgletalsmæssigt er det største højdepunkt mandag en måling af inflationen herhjemme i januar.
I december var inflationen i Danmark på 1,9 pct. Tallet for januar offentliggøres klokken 8.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›