Obligationer/tendens: Rolig start i sigte inden nyt om amerikansk inflation

Udgivet den 26-01-2024  |  kl. 07:12  |  

Den amerikanske inflation er hovedpunktet fredag, når der i eftermiddag kommer nyt om USA's centralbanks foretrukne inflationsmål, PCE-kerneprisdeflatoren.

Spændingen udløses dog først i eftermiddag. Indtil da er der en rolig start på obligationsmarkedet i vente.

Torsdag faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 6 basispoint til 2,44 pct., efter at chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, lagde sig mere dueagtigt ud i pressemeddelelsen efter centralbankens rentemeddelelse.

Renten blev ganske vist fastholdt, men Christine Lagarde kunne fortælle, at stigningen i inflationen i december var mindre end ventet, og at forbrugerpriserne ventes at aftage yderligere i 2024.

Ved samme lejlighed blev det igen sandsynliggjort, at renterne vil blive sat ned til sommer. Det har fået markederne til at satse på en rentesænkning i april.

I USA faldt renten på den toneangivende tiårige amerikanske med 4 basispoint til 4,09 pct., og fredag morgen er den steget til 4,10 pct. på markedet i Tokyo.

Samtidig blev det toårige statspapir forrentet i 4,30 pct., mens den fredag morgen er 4,28 pct. på markedet i Tokyo.

Fredag kan markedet måske blive inviteret lidt ind i maskinrummet hos Den Europæiske Centralbank, ECB, når direktionsmedlem Fabio Panetta og centralbankdirektørerne Martins Kazaks og Boris Vujcic i dagens løb taler.

NYT OM INFLATIONEN

Den skyhøje inflation har længe været en voldsom hovedpine for mange lande verden over og ikke mindst deres centralbanker, der har måttet hæve renterne gevaldigt for at tvinge den ned igen.

På det seneste har de høje forbrugerprisstigninger dog fortaget sig noget. Fredag kan markedet få syn for sagen, når der fra USA offentliggøres PCE-kerneprisdeflatoren.

- I dag vil der være fokus på den amerikanske forbundsbanks foretrukne inflationsmål i form af PCE-kerneprisdeflatoren, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

Den ventes i december at være aftaget til 3,0 pct. fra 3,2 pct.

- Aftager kerneprisdeflatoren mere, kan det presse renterne ned, fortsætter han.

Sideløbende bliver der fremlagt tal for privatforbruget samme måned, der ventes at være steget 0,5 pct. fra 0,2 pct. i november.

Klokken 16 kommer nyt om de igangværende bolighandler for december i USA, der ventes at være steget med 2,0 pct. fra en flad vækst.

Inden da offentliggøres fra Tyskland klokken 8 tal for forbrugertilliden. Den ventes at være bedret marginalt til minus 24,6 i februar fra minus 25,1 måneden før.

Endvidere offentliggør Danmarks Statistik nyt om detailsalget for december. Sidste måned var der tale om en vækst på 1,0 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

10:12 Danske banker skovlede penge ind i 2023 - overskuddet steg med 30 mia. kr.
10:09 Obligationer/åbning: Renten siver let før jobrapport fra USA
09:54 NKT får indledt dækning af Barclays med negativ anbefaling
09:35 ALK's topchef om regnskab: Vi er superglade for fantastisk fint kvartal i Europa
09:16 Aktier/åbning: Danske Bank til bunds i rød åbning på ny stor regnskabsdag - ALK stikker af
09:12 Novonesis-finansdirektør ser selskabet nå i land med 2024-mål trods blød start
09:11 Danske Bank trækker solidt overskud i land i ellers fortsat usikker økonomi
09:08 Netcompanys topchef: Uden påskeeffekten ligger marginen over prognoseintervallet
08:55 Råvarer: Oliepriserne stabiliserer sig og går mod et ugentligt fald
08:35 Norsk storbank spår stor kursstigning i ALK oven på voldsom vækst i europæisk tabletsalg
08:29 Aktier/tendens: Danske Bank, Novonesis og ALK indtager rampelyset på ny stor regnskabsdag
08:17 Netcompanys indtjeningen overraskede positivt i første kvartal - vinder ny kontrakt
08:12 ALK-Abelló får løftet anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea
08:03 Danske Banks topchef: Vi fortsætter med stabile og tilfredsstillende resultater
07:45 Danske Bank går et gear op på bundlinjen - renteindtægter skuffer
07:43 Netcompany overrasker positivt på driften i første kvartal men omsætning skuffer
07:17 Obligationer/tendens: Rente kan tikke let ned før jobrapport
07:10 Svitzer får indledt døkning med en købsanbefaling af Citi
07:02 Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende
07:01 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag