Obligationer/tendens: Udsigt til rentestigning med Riksbanken i kikkerten
På det danske obligationsmarked ses renten forsætte den opadgående tendens med en svensk rentemelding i kikkerten og en stribe amerikanske nøgletal.
Onsdag steg renten på den toneangivende danske statsobligation med 4 basispoint til 2,48 pct., og i USA sluttede den tilsvarende obligation, T-bond, med en rentestigning på 8 basispoint.
Torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,34 pct. på markedet i Tokyo. Der er 3 point over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.
- Årsagen er en kombination af højere end ventet inflation i Canada og Australien og frygt for japansk intervention, hvor der kan blive solgt amerikanske statsobligationer for at købe yen og dermed styrke valutaen, skriver Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel.
Den svenske centralbank, Riksbanken, er torsdag klokken 9.30 parat med sin rentemelding, hvor renten ventes fastholdt efter nedsættelsen i maj. Derfor vil fokus være på muligheden for en rentenedsættelse til august.
- Signalerer Riksbanken, at renten næppe sænkes til august, kan det presse renterne lidt op, vurderer Sydbanks seniorøkonom.
Nøgletalsmæssigt vil markedsdeltagerne i løbet af torsdagen kigge mod USA, hvor der vanen tro torsdag bliver leveret ugentlige tal for arbejdsløshedskøen i form af nytilmeldte ledige.
I opgørelsen for sidste uge, der præsenteres klokken 14.30, ventes et fald på 3000 til 235.000 i forhold til ugen forinden.
Samme tid leveres også den tredje udgave af BNP-rapporten for første kvartal, der kun vil tage opmærksomhed med større revideringer.
Torsdag eftermiddag leveres også tal for boligmarkedet med opgørelsen over det igangværende boligsalg.
Et par centralbankchefer fra Den Europæiske Centralbank er også på talerstolene i løbet af torsdagen. Estlands centralbankdirektør, Madis Muller, taler klokken 8.15 og Slovakiets centralbankdirektør, Peter Kazimir, taler klokken 10.
Markedsdeltagerne på finansmarkederne vil natten til fredag have et vågent øje på den første tv-debat mellem Joe Biden og Donald Trump, forud for ugens vigtigste nøgletal, der lander fredag eftermiddag i form af den amerikanske PCE-kernedeflator.
.\\˙ MarketWire