Obligationer/åbning: Mindre rentefald forud for vigtig jobrapport
Det amerikanske arbejdsmarked kommer til at løbe med overskrifterne fredag, hvor renten er åbnet med et mindre fald.
Fornyet usikkerhed skabt af de mange skiftende meldinger om told var torsdag aften med til at trække de amerikanske renter lidt ned, da investorerne frygter, at den af USA indledte handelskrig kan påvirke den økonomiske vækst negativt.
Yderligere skabte et solidt pres på de amerikanske aktiemarkederne også øget efterspørgsel efter statsobligationerne.
Den danske tiårige statsobligation er fredag morgen lidt mere ombejlet end den har været i de seneste dage, da renten falder 4 basispoint til 2,56 pct.
Torsdag steg renten med 6 basispoint til 2,56 pct. efter et voldsomt hop onsdag på 27 basispoint, hvor renten var drevet op af udsigten til milliardstore investeringer i Tyskland.
Fredag i sidste uge gik handlerne på weekend med en rente i 2,14 pct.
Ugens klart vigtigste nøgletal lander fredag eftermiddag i form af den amerikanske arbejdsmarkedsrapport.
Jobrapporten får ifølge seniorøkonom Mathias Dollerup Sprogel fra Sydbank enorm fokus, da investorerne vil se, om den seneste tendens med svage nøgletal i USA skal forlænges med brædder eller ej.
Onsdagens skuffende jobrapport fra ADP over det private amerikanske jobmarked viste en sølle jobskabelse på 77.000 i februar, hvilket var langt færre end økonomernes forventning på 140.000.
Økonomer adspurgt af Bloomberg News venter, at dagens officielle jobrapport viser en jobskabelse på 160.000 i februar, hvilket vil være en stigning fra 143.000 i januar.
- Hvis jobvæksten lander under 100.000 personer, så kan det presse de amerikanske renter kraftigt ned, da det vil øge sandsynligheden for nye rentenedsættelser i USA. Samtidig vil det helt klart så tvivl om styrken af opsvinget i USA, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.
Fokus vil også være på arbejdsløsheden, der ventes fastholdt på 4,0 pct. samt de gennemsnitlige timelønninger, der også ses fastholde niveauet på 4,1 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›