Obligationer/åbning: Renten falder en spids - inflationen aftog i februar

Udgivet den 11-03-2024  |  kl. 09:05  |  

Det danske obligationsmarked er åbnet tæt på uændret på en mandag uden større makroøkonomiske begivenheder.

Morgenen har dog budt på inflationstal fra både Danmark og Norge, som i begge tilfælde viste opbremsende prisstigninger.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder mandag morgen 1 basispoint til 2,31 pct.

Inflationen i Danmark aftog i februar til 0,8 pct. fra 1,2 pct. i januar. Dertil faldt den danske eksport i januar med 7,0 pct. Det er det største fald i næsten fire år. Importen faldt i samme måned med 2,5 pct.

De norske forbrugerpristal viste et fald i den overordnede inflation til 4,5 pct. mod en ventet fastholdt stigningstakt på 4,7 pct. Den underliggende inflation, der fraregner energi og skatteændringer, aftog samtidig til 4,9 pct. Også her var der ventet et fastholdt niveau, der i januar lå på 5,3 pct.

Det kan ifølge Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel tale for en rentenedsættelse til sommer, da inflationen er under Norges Banks prognose, skriver han i en kommentar.

Mandagen byder ikke på amerikanske nøgletal af betydning. Til gengæld venter tirsdag friske tal for inflationen i USA for februar, der kan blive afgørende for, hvornår den amerikanske centralbank, Federal Reserve, begynder at sænke sine renter.

I januar aftog inflationen mindre, end markedet havde ventet, men det er siden blevet afskrevet som en engangsbegivenhed. Skulle det vise sig ikke at være tilfældet, kan det medføre kursfald, vurderer Sydbanks seniorøkonom.

Mandag morgen er der fra Japan offentliggjort nyt om landets økonomi, der lige netop afværgede en teknisk recession i fjerde kvartal. Ifølge en endelig opgørelse blev væksten revideret til 0,4 pct. på årsbasis, efter at den tidligere opgørelse havde vist en negativ vækst på 0,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯