Odense og København har de yngste førstegangskøbere

Udgivet den 07-06-2021  |  kl. 06:00  |  
Jakob Holmgaard, Danmarks Statistik

Indblik er i denne uge skrevet af Jakob Holmgaard, Danmarks Statistik, der er fuldmægtig i afdelingen for Priser og Forbrug hos Danmarks Statistik. Privatfoto. 

Det gik stærkt på boligmarkedet i 2020 på trods af COVID-19 - og rekordmange blev samtidig for første gang ejere over enten et hus, en lejlighed eller et sommerhus.

Det er en af konklusionerne i en ny analyse, som vi i Danmarks Statistik netop har offentliggjort.

Det samlede antal af førstegangskøbere i almindelig fri handel steg fra godt 51.000 i 2015 til 64.000 i 2020. Det er en stigning på næsten 26 procent. Og alene fra 2019 til 2020 steg antallet af førstegangskøbere med godt 17 procent.

Stigningen i antallet af førstegangskøbere skal ses i lyset af, at boligmarkedet har oplevet et boom under COVID-19, hvilket også har afspejlet sig i flere førstegangskøbere.

Der kan være flere årsager til, at der er gode muligheder for førstegangskøberne at komme ind på det danske boligmarked. Udbetalingen af de indefrosne feriepenge kan have haft en positiv effekt på den generelle boligkøbers evne til at klare udbetalingskravet. Desuden ved vi, at danskerne i lav grad synes, at udgiften til boligen i Danmark er et problem, hvilket også kan have en betydning.

Førstegangskøberne er blevet ældre

Analysen viser samtidig, at førstegangskøberne i gennemsnit er blevet lidt ældre sammenlignet med 2015. Geografisk er der dog forskel på, hvor førstegangskøberne placerer sig i forhold til deres alder. Odense og København har således de yngste førstegangskøbere, mens en række øer har de ældste.

Gennemsnitsalderen på førstegangskøbere var i 2015 på 35,3 år og har været svagt stigende frem til 2020, hvor gennemsnitsalderen landede på 36,0 år.

I figuren nedenfor ses antallet og gennemsnitsalderen for førstegangskøbere af både enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse solgt i almindelig fri handel fra 2015 til 2020.

Antal og gennemsnitsalder for førstegangskøbere af både enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse solgt i almindelig fri handel. 2015-2020:

Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik

Geografiske forskelle på førstegangskøbernes gennemsnitsalder

Ser vi nærmere på, hvor førstegangskøberne vælger at købe deres første bolig, fremgår det af analysen, at Odense, København, Århus, Glostrup og Skanderborg havde de yngste førstegangskøbere. Her var gennemsnitsalderen på køberne i begyndelsen af 30'erne.

Kigger vi i den anden ende af spektret, køber de ældste førstegangskøbere typisk bolig på øerne Læsø, Samsø, Langeland, Fanø, Ærø og Lolland, hvor gennemsnitsalderen ligger i 40'erne.

De geografiske forskelle i førstegangskøbernes gennemsnitsalder afspejler både geografiske forskelle i prisniveauer samt sammensætningen af boligtyper - for eksempel er sommerhuskøberne ofte ældre end ejerlejlighedskøberne.

De 5 kommuner med hhv. den højeste og laveste gennemsnitsalder for førstegangskøbere til både enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse i 2020:

Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik

Vil du vide mere, kan du læse mere uddybende om analysen her.

Fakta: Førstegangskøbere i denne artikel

  • I denne artikel er førstegangskøbere defineret som personer, der har købt en ejerbolig i almindelig fri handel i løbet af året og ikke i de tre forudgående år har ejet en ejendom.
  • Har den samme person erhvervet sig flere ejerboliger på et år, tæller personen med flere gange i statistikken.

Andelsboliger tæller ikke som ejerboliger. Har man ejet en andelsbolig og købt en ejerbolig i perioden, tæller man med som førstegangskøber.

Hvis en ejerbolig erhverves af to førstegangskøbere, tæller begge førstegangskøbere med i statistikken.

The post Odense og København har de yngste førstegangskøbere first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯