Onsdagens aktier: Ingen plads i solen til Novo Nordisk
Fondsbørsen var onsdag lige så fyldt med regnskaber, som Fælledparken var det med 1. maj-fejrende danskere. Der var nyt fra de helt store danske forretninger til de helt små. Af de allerstørste danske aktieselskaber var Novo Nordisk regnskabsaktuel, men det blev dog langt fra til den dag i solen for aktionærerne, som Novo Nordisk normalt byder på.
Samlet kunne det toneangivende C20 Cap-indeks dog lukke med et plus på 0,2 pct. til indeks 567,18, hvor Pandora og Jyske Bank svingede fanerne forrest i feltet. Bagest i processionen måtte Novo Nordisk se sig selv dagen igennem, da markedet ikke fandt nåde i ellers pæne vækstrater og en mindre opjustering.
Omsætningen voksede til 19.983 mio. kr. fra 17.751 mio. kr. og landede dermed lidt over analytikerestimatet på 19.843 mio. kr. Salget af blockbustermidlet Victoza skuffede lidt, men blev opvejet af andre produkter, og Novos driftsresultat og overskud før og efter skat var også i fin fremgang og lidt bedre end forudset af analytikerkorpset.
På bundlinjen var der 5982 mio. kr. i overskud, en stigning fra 4664 mio. kr. i samme kvartal året før. Forventningerne blev hævet en smule, men målt i lokal valuta var justeringen marginal. Status på dagen blev et aktiefald på 1,7 pct. til 976 kr. per aktie.
- Det var et rigtigt fint resultat, men der er nogle markedsdeltagere, der er skuffede over størrelsen på opjusteringen og havde forventet mere. Vi mener stadig, at aktien er meget attraktivt værdisat relativt til de europæiske medicinalselskaber og vækstraterne er på linje med, hvad vi forventer, siger seniorrådgiver hos Nordea Mikkel Kirketerp Petersen til Ritzau Finans. Nordea har anbefalingen "stærk køb" af aktien med kursmålet 1226 kr.
Novo Nordisks medicinalkollega i C20, Lundbeck, havde noget mere held på markedet efter sit regnskab, der kom godt en time efter Novo Nordisks.
Driftsresultatet, EBIT, landede på 1526 mio. kr. mod et medianestimat blandt 10 analytikere på 1042 mio. kr. ifølge SME Direkt. Nettoresultatet blev 1067 mio. kr. mod ventet 722 mio. kr. Specielt salget af alzheimersmidlet Ebixa overraskede positivt med 789 mio. kr. mod ventet i markedet 640 mio. kr.
- Jeg er yderst tilfreds med Lundbecks resultater i 1. kvartal, som hjælper os godt på vej til at indfri forventningerne til året, men der er dog også grund til at være forsigtig, da vi vil opleve øget generisk konkurrence for Ebixa og stigende omkostninger til produktlanceringer i hele 2013, skrev koncernchef Ulf Wiinberg, der dog kunne notere et fald på 0,2 pct. til 118 kr.
Uden for den kittelklædte verden var Jyske Bank som det tredje C20-selskab aktuel med sine tal for første kvartal onsdag morgen. Det blev taget vel imod hos aktionærerne, da integrationen af Spar Lolland umiddelbart ikke har indeholdt grumme overraskelser.
Nettoresultatet endte på 435 mio. kr., hvilket var markant over forventningerne blandt analytikerne, der ifølge et medianestimat udarbejdet af SME Direkt for Ritzau Finans havde estimeret et resultat på 283 mio. kr. I samme kvartal året før var overskuddet 378 mio. kr.
Nettorenteindtægterne i kvartalet landede på 1197 mio. kr. og gebyrindtægterne på 435 mio. kr., hvor analytikerne havde estimeret henholdsvis 1118 og 421 mio. kr. Nedskrivningerne på udlån faldt til 242 mio. kr. fra 398 mio. kr. i første kvartal 2012. Analytikerne havde til sammenligning her ventet 312 mio. kr.
Markedet kvitterede med en kursstigning på 2,4 pct. til 225,50 kr.
Jyske Banks placering som forretste fanebærer i C20 blev dog stjålet af Pandora, der lukkede i et plus på 2,7 pct. til 177,50 kr. Det var godt hjulpet af Nordea, der hævede sit kursmål til 185 kr. fra 160 kr. Baggrunden var det fortsatte fald i prisen på ædelmetaller, hvor guldprisen satte sig 2,2 pct. onsdag.
Coloplast endte med en bundplacering i det toneangivende indeks med et fald på 1,5 pct. til 303,40 kr. Det på trods af, at Danske Markets hævede sit kursmål til 275 kr. fra 222 kr. Anbefalingen lyder fortsat på sælg. Nordeas Mikkel Kirketerp Petersen vurderer, at onsdagens fald var gevinsthjemtagning oven på tirsdag hop efter regnskabet for andet kvartal.
Uden for C20 gik aktierne langt fra i samme takt. Sydbanks aktie faldt med 0,5 pct. til 128,30 kr. efter et regnskab, der var noget værre end ventet. Synderen var nedskrivninger på udlån, der var større end forudset i markedet.
Første kvartal endte med et overskud på 184 mio. kr. før skat. Ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans forud for regnskabet, havde analytikerne ventet overskud på 249 mio. kr. før skat.
De samlede nedskrivninger landede på 349 mio. kr. i første kvartal, hvor analytikerne havde ventet nedskrivninger på 255 mio. kr. Basisindtjeningen faldt til 1036 mio. kr. fra 1071 mio. kr. i samme periode året før. Her var ventet et fald til 1055 mio. kr.
De mindre kolleger Vestjysk Bank og Salling Bank var også på banen. Førstnævnte øgede sit overskud markant trods et stigende nedskrivningsbehov, hvilket sendte aktien op med 13,9 pct. til 9,40 kr. Salling Banklukkede uændret i 150 kr. efter en opjustering, der kom trods faldende overskud i første kvartal.
Dantherm kom igennem første kvartal med en omsætning 119 mio. kr. mod 113 mio. kr. i samme periode året før. Driftsoverskuddet målt på EBIT blev et underskud på 0,9 mio. kr., som er 2,9 mio. kr. bedre end 1. kvartal 2012. Aktien steg 0,7 pct. til 15,50 kr. på regnskabet.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›