Onsdagens aktier: Novozymes endte på hælene efter svagt regnskab

Udgivet den 24-04-2019  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

Et skuffende regnskab sendte onsdag Novozymes til bunds i C25-indekset, men aktien formåede trods alt at rette lidt op efter en brat nedtur fra morgenstunden. Stemningsskiftet kom, efter at enzymproducentens topledelse beroligede markedet på det efterfølgende telekonference, vurderer chefhandler i Danske Bank Mads Zink.

Fra morgenstunden faldt Novozymes over 5 pct., og den lå også i bunden af C25 ved middagstid blot for at gå i plus tidligt på eftermiddagen. Siden gik det igen nedad, og Novozymes lukkede 2,5 pct. lavere i 309 kr.

- Markedet blev lidt mindre bekymret efter at have hørt telekonferencen.

- De sagde, at andet kvartal vil vise god organisk vækst på gruppeniveau, og de var måske mere positive over for andet kvartal, end vi lige frygtede efter at have set resultatet for første kvartal, forklarede Mads Zink om yoyo-udsvinget.

Han var dog selv lidt overrasket over, at aktien en overgang formåede at lægge morgenens fald bag sig.

Regnskabet for første kvartal levede således langt fra op til forventningerne både målt på omsætningen, driftsindtjeningen og resultatet efter skat.

Desuden sænkede Novozymes forventningerne til årets organiske vækst til 3-5 pct. fra 3-6 pct. målt i lokal valuta. De resterende forventninger er uændrede.

SMÅ UDSVING

I det generelle marked var stemningen blandet, og feltet af C25-aktier var delt stort set på midten. Selve C25-indekset faldt 0,1 pct. til 1143,12.

Simcorp var med fremme og sluttede med en stigning på 1,2 pct. til 659,50 kr., uden at der tilsyneladende var nyt om aktien.

I den anden ende af indekset faldt Sydbank med 1,1 pct. til 142,80 kr., og heller ikke her var der nyheder til at forklare nedturen.

PANDORA UBERØRT AF NY SÆNKNING

Pandora trodsede endnu et nedjusteret kursmål denne gang fra Jyske Bank og rettede sig 1,5 pct. til 279 kr. efter et kurssmæk på over 5 pct. tirsdag, hvor både Morgan Stanley og Carnegie skar deres kursmål for aktien. Jyske Bank sigter nu efter 300 kr. mod tidligere 340 kr.

Carlsberg, der blev sænket til "hold" fra "køb" af Danske Bank, steg ikke desto mindre med 0,2 pct. til 850,20 kr.

Fra det norske børshus ABG Sundal Collier kom der et par justeringer.

Det gjaldt dels GN, der blev hævet til "hold" fra "sælg" og steg 0,8 pct. til 336,20 kr.

Desuden blev Ringkjøbing Landbobank sænket til "hold" fra "køb". Aktien faldt med 0,1 pct. til 425 kr.

I samme sektor var der fremgang til Sparekassen Sjælland-Fyn, der steg 1,4 pct. til 89 kr. efter en opjustering. Banken venter nu et overskud i intervallet 200-230 mio. kr. mod tidligere 180-210 mio. kr.

NYE KLØ TIL NKT

For NKT fortsatte tirsdagens rundbarbering med et fald på over 5 pct. til 115,50 kr. Nedturen kom oven i et fald på 12,6 pct. tirsdag, hvor der var rygter i markedet om, at kabelselskabet ikke får del i kontrakten på kabelforbindelsen Viking Link. Der går dog formentlig en uges tid endnu, før processen er så langt, at rygterne vil kunne be- eller afkræftes.

På opkøbsfronten var der nyt fra både NNIT og Skako.

NNIT, der har købt et mindre konsulenthus i Schweiz for 56 mio. kr., steg 1,3 pct. til 176,20 kr.

Skako steg lidt mere med 3 pct. til 50,80 kr. Selskabet offentliggjorde sent tirsdag en hensigtserklæring om køb af spanske Dartek Proyectos y Maquinara.

Fra Cbrain kom en kvartalsopdatering blottet for tal, men retorikken tydede på, at det går godt, og aktien lukkede 5,6 pct. højere i 36 kr.

En af onsdagens øvrige store stigninger tilfaldt biotekselskabet Zealand Pharma, der gik 4,2 pct. frem til 128,20 kr. En meddelelse fra Finanstilsynet viste, at en amerikansk hedgefond har skruet ned for sin satsning på, at aktien vil falde i værdi.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,34%
 
16/05/19

 
6,11%
 
16/05/19

 
5,48%
 
16/05/19

 
4,19%
 
16/05/19

 
1,00%
 
16/05/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder