Onsdagens aviser med Chr. Hansen, Novo Nordisk og Spar Nord

Udgivet den 11-05-2022  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

TØRKE TRUER MED AT PRESSE MADPRISER MERE I VEJRET

Et udtørret Europa og Amerika kan sende fødevarepriserne endnu højere op. Vejret de kommende to uger er afgørende. Tocifrede prisstigninger på hverdagsvarer som pasta og mælk kan blive virkelighed i år. (Forside, side 6-7)

DLG VIL HAVE MERE AKTIVITET UDEN FOR LANDBRUGET

Topchef Kristian Hundebøll venter i år, at DLG runder 40 mia. kr. i omsætning i Tyskland, hvor der skal købes op. (Side 4)

CHR. HANSEN DONERER MAGERT RUSSISK OVERSKUD

Markant større udgifter i Rusland gør, at Chr. Hansens ukrainske nødhjælpsdonation er tilsvarende mindre. (Side 10)

JYSKE REALKREDIT MISTER DANSK DISTRIBUTØR AF BOLIGLÅN

Med tabet af SEB's private bankingkunder står Jyske Realkredit nu tilbage med kun Jyske Bank til at sælge boligobligationer. (Side 12)

DATA FRA DE SENESTE 93 ÅR AFSLØRER HVORDAN INFLATIONEN PÅVIRKER REALAFKASTET PÅ AKTIER

Realafkastet er under pres fra den stigende inflation. Nye data viser, hvilke inflationsniveauer man historisk har opnået positive realafkast. (Side 16-17)

BERLINGSKE BUSINESS

ØKONOMER: KRISEHJÆLP BØR VÆRE BEGRÆNSET OG MÅLRETTET

Prisen for at fylde indkøbsposerne er steget med det højeste niveau i næsten 40 år, og det har fået politikerne til at varsle hjælp til udsatte lavindkomstgrupper. Men ifølge økonomer skal hjælpen i så fald begrænses til en enkelt gang og skæres ind til benet for at afværge en yderligere forværring af inflationen. (Forside, side 4-6)

DANSKE FIRMAER I KLEMME I SLUTSPILLET OM RUSSISK GAS

Mens EU-landene kæmper med at blive enige om at lukke for olie fra Rusland, nærmer vigtig skæringsdato sig for den russiske naturgas, vi er endnu mere afhængige af. (Side 2)

GLOBAL FRYGT SMITTER AF PÅ DANSKE C25-AKTIER

Fredag og mandag bragte voldsomme fald med sig i det danske C25-indeks. I går rettede aktierne sig lidt igen. Novo Nordisk er indeksets store trækdyr. (Side 7)

HURTIGE FIBERFORBINDELSER SLÅR KABEL-TV-NETTET AF TRONEN

Det har taget 20 år og kostet milliarder af kroner at lægge lynhurtige fiberkabler i jorden i Danmark. Nu er der for første gang flere, der har internetforbindelsen gennem et fibernet end gennem et kabel-tv-net. (Side 10)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

INVESTORER BLÆSER TIL ANGREB PÅ TOPCHEFERS LØNPAKKER

En række store investorer kritiserer nogle af landets største virksomheder for at give alt for svulstige og uigennemskuelige lønpakker. Kritikken rettes blandt andet mod Københavns Lufthavne og Carlsberg. (Forside, side 6-7)

HØJESTE INFLATION I NÆSTEN 40 ÅR

Prisstigningerne fortsætter i et tempo, der ikke er set lignende i flere årtier. I april tog inflationen nemlig endnu et hop opad, og den årlige prisstigningstakst endte dermed på 6,7 pct. Det er den højeste inflation, der er målt i næsten 40 år. (Side 4)

MARKEDSPANIKKEN ER GÅET FOR LANGT, MENER STORBANKER

Finansmarkederne er ved at forberede sig på en gedigen økonomisk nedtur. Det er dog slet ikke i krystalkuglen hos mange storbanker. (Side 10-11)

SPAR NORD HAR BRUGT MERE END 1 MIO. KR. PÅ AT AFSLØRE SVINDEL

Spar Nord har brugt betydelige interne ressourcer på at afsløre bedrageri mod banken. (Side 12)

TØJKÆDE VENDER MINUS TIL PLUS

På et enkelt år har PWT Group udskiftet røde tal på bundlinjen med et trecifret millionoverskud - og tilmed det bedste til dato. (Side 13)

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer