Onsdagens aviser med GN, Sanistål og Mærsk
BØRSEN
SALG AF TYPEHUSE RASLER NED PGA. STIGENDE RENTE OG KRIG I UKRAINE
Byggefirmaet HHM har i år set salget af familiehuse styrtdykke. Økonomisk usikkerhed får kunder til at flygte fra landets største husbyggere, mens indtjeningen er presset i hele branchen. (Forside, side 4-6)
AXCEL SÆLGER KOLDING-FIRMA TIL RIVAL FOR KNAP 5 MIA. KR.
Kapitalfonden Axcel forsøgte i 2019 at sælge Frontmatec uden held, men nu køber en konkurrent selskabet. (Side 2)
DANSKE MODESELSKABER VENTER BARE PÅ NEDGANG
Modeselskabet Les Deux har optaget ordrer for hele 2022 og venter høj vækst igen. Næste år ser topchef mere moderat vækst. (Side 4)
GN-AKTIEN SKYDER OP - RYGTER OM OPKØB OG AFNOTERING
Aktien i høreapparats- og headsetkoncernen GN Store Nord skød op med over 20 pct. tirsdag eftermiddag få timer efter at mediet Insidebusiness skrev, at flere kapitalfonde og industrielle aktører undersøger muligheden for at opkøbe og afnotere GN Store Nord. (Side 10)
BANKER OVERTOG SANISTÅL UNDER FINANSKRISEN - NU SLIPPER DE UD
Opkøb for lånte penge sendte Sanistål i langvarig rekonstruktion - nu køber svensk koncern det hele for 770 mio. kr. (Side 18)
EUROPA BLIVER I VÆKSTSPORET: MEN DANSK EKSPORT ER TRUET
Industrien i Tyskland viser fremgang trods meget modvind - men der er formentlig udsigt til sværere tider for nabolandet, spår Danske Bank. (Side 24)
BERLINGSKE BUSINESS
BESTSELLER SLIPPER FOR CO2-AFGIFT TRODS TÅRNHØJ UDLEDNING
Aalborg Portland udleder store mængder CO2 som følge af deres produktion i Danmark og rammes derfor af store afgifter. Til gengæld går blandt andet den danske modegigant Bestseller fri trods lige så store udledninger, fordi produktionen ligger i udlandet. Det udstiller et paradoks i dansk klimapolitik og et manglende incitament til at nedbringe udledningerne hos mange virksomheder. (Forside, side 6-7)
SVENSK GULDÆG SLÅR REVNER
Efter adskillige år med bragende succes og en værdiansættelse med kurs mod stjernerne trækker mørke skyer nu ind over Klarna. Fintech-selskabet mister milliarder i værdiansættelse og varsler fyringsrunde. (Side 8)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
JYSK-FORMAND VIL HOLDE FART I INVESTERINGER
Lars Larsen Group har de seneste år lavet flere investeringer og opkøb, men mere skal til i koncernen, hvis det står til Jacob Brunsborg. Han overtog i 2019 formandsposten fra sin far, dynekøbmand Lars Larsen. (Forside, side 6-7)
DANICA OG PFA BØJER SIG FOR TOTALS KONTROVERSIELLE KLIMAAFVISNING
Oliekæmpen Total kritiseres for at afskære investorer fra indflydelse. Alligevel tror Danica og PFA på, at de kan påvirke selskabet i en grønnere retning. (Side 10)
MÆRSK INDGÅR FORLIG MED KONKURRENT
Et amerikansk havneselskab krævede millioner af dollars i erstatning fra Mærsk, som trak sig ud af en aftale før tid. Nu er parterne blevet enige om et forlig bag lukkede døre. (Side 12)
.\\˙ MarketWire