Onsdagens aviser med Mærsk, Novo Nordisk og Chr. Hansen

Udgivet den 29-11-2017  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

FAGFORENINGER TÆT PÅ AT SÆLGE ALKA

Alka Forsikring er tæt at blive solgt. Prisen for selskabet, der er ejet af fagbevægelsen, og som har fagforeningsformand Kim Simonsen som bestyrelsesformand, ventes ifølge Børsens oplysninger at lande i omegnen af 4 mia. kr. Blandt potentielle købere nævnes Topdanmark og Tryg, men også norske Gjensidige og britiskejede Codan kan løbe med guldægget. (Forside, side 6-7)

A.P. MØLLER-MÆRSK ØGER FOKUS PÅ KERNEOMRÅDE

A.P. Møller-Mærsks topchef, Søren Skou, lægger opsplitningen bag sig og kigger mod opbygningen af fremtidens Mærsk. Direktionen udvides med tre erfarne Mærsk-profiler, og fokus flyttes med rokaden væk fra opsplitningen og over mod kerneområdet, transport og logistik.

DANISH CROWN-DATTERSELSKAB KØBER IND I SYDAMERIKA

Med overtagelse af 70-80 pct. af aktierne i to selskaber i Chile og et i Colombia, i Brasilien og i Spanien speeder Danish Crown-datterselskabet Dat-Schaub op for væksten. Det er et vigtigt skridt mod realisering af det strategiske 2021-mål om fordobling af omsætningen til over 5 mia. kr. (Side 9)

CHR. HANSENS TOPCHEF REJSER HJEM TIL HOLLAND

Topchef i Chr. Hansen, Cees de Jong, forlader ingredienskoncernen efter fem år. Det sker udelukkende af familieårsager, og han bliver siddende, indtil en afløser er fundet. (Side 11)

LOMAX PÅ VEJ TIL UDLANDET MED STRAMT DIGITALT KONCEPT

E-handel til andre virksomheder er helt nødvendig, hvis man vil sælge til udlandet, siger Lomax' topchef. Men det forsømmes, mener man hos DI. (Side 12)

VESTASAKTIEN STIGER EFTER POSITIVT USA-MARKED

Vestas-aktie stiger gevaldigt efter købsanbefaling fra Bank of America. Derudover har Vestas også modtaget en ordre på 100 MW til USA. (Side 13)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSK LYDKOMET SKRUER OP FOR UDENLANDSKE OPKØB

DPA Microphones, der leverer mikrofoner til flere af verdens største musikstjerner, køber op og overtager to af sine distributører i Tyskland og Storbritannien. Det sker for at accelerere væksten. (Forside, side 3)

VATTENFALL GIVER SIEMENS KÆMPE VINDORDRE I DANMARK

Svenske Vattenfall har valgt Siemens Gamesa frem for Vestas til at levere møller til to danske havvindmølleprojekter. Siemens Gamesa skal sammenlagt levere 113 kæmpevindmøller. (Side 8)

NOVOS NY TOPKVINDE SKAL SKABE NY VÆKST

Fra sin position som koncerndirektør for Novos samlede kommercielle strategi er det Camilla Sylvests ansvar at forny den danske diabeteskæmpes succeshistorier, på et tidspunkt hvor det altafgørende amerikanske insulinmarked er midt i en omfattende priskrig. (Side 10-11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

NY NOVO-CHEF GØR KLAR TIL AT GENEROBRE TRONEN

Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, har sat alle sejl til for at føre den danske medicinalgigant tilbage til fordums styrke. Nu er planen lagt for at sikre markedet for behandling af diabetes og fedme. (Forside, side 6-7)

DLG FRASÆLGER MILLIARDSELSKAB

DLG sælger blomsterselskabet Gasa Group og afslutter dermed en bølge af frasalg. Gasa bliver overtaget af investeringsselskabet Erhvervsinvest. (Side 4)

DANISH CROWN RULLER IND I SYDAMERIKA

Danish Crowns mest profitable datterselskab, Dat-Schaub, ruller for fuld kraft ind i Sydamerika og køber op i flere lande i regionen. (Side 4)

NOVO TRÆKKER FLAGSKIBSINDUSTRI MOD NYE HØJDER

Den danske medicinalbranche boomer, og det skyldes ikke mindst Novo Nordisk. Virksomhederne i laget under giganten oplever dog også stor fremgang. (Side 8-9)

CHR. HANSEN SKAL FINDE NY TOPCHEF

Chr. Hansen-topchef Cees de Jong forlader selskabet efter fem år. Bestyrelsesformand Ole Andersen har hele tiden haft på fornemmelsen, at de Jong ville være svær at holde på. Han har mere end fordoblet værdien af selskabet, og han bliver, indtil der er fundet en afløser. (Side 14)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder