Onsdagens aviser med Mærsk, Novozymes og Danske Bank

Udgivet den 02-09-2020  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

STOR OPRYDNING I MÆRSK

A.P. Møller-Mærsk dropper Damco og Safmarine som selvstændige selskaber i en omfattende omorganisering, der skal føre til massive besparelser. Ifølge direktør Vincent Clerc vil det berøre 27.000 ud af koncernens godt 80.000 ansatte. Nogle vil opleve store forandringer, andre små, nogle vil få nye opgaver, andre vil miste jobbet. (Forside, side 6-7)

NOVOZYMES I MARKANT ÆNDRING AF DIREKTIONEN

Enzymselskabet Novozymes' nye topchef, Ester Baiget, gearer selskabet til en mere kommerciel fremtid. Den kommercielt erfarne topchef har dannet en ny direktion, hvor forsknings- og udviklingskompetencer er kommet med omkring bordet (Side 8)

DANSKE BANK-SKANDALER SKRÆMMER MULIGE KUNDER

Danske Banks seneste skandale stikker en kæp i hjulet på bankens forsøg på at rette op på et ramponeret image. En Voxmeter-undersøgelse gennemført kort før skandalen brød ud, viser at 55 pct. af danskerne "aldrig" kunne finde på at blive kunder i Danske Bank. (Side 10)

BASISBANK SKAL TREDOBLE UDLÅNENE FØR FREMTIDIGT SALG

Netbanken Basisbanks ejere har sat gang i en større omlægning af banken for at gøre den klar til fremtidigt salg. (Side 12)

HØJ OMSÆTNINGSVÆKST HOS STG

Øget efterspørgsel og fabrikslukninger har lagt pres på lageret hos Scandinavian Tobacco Group under covid-19. Salget af især håndrullede cigarer til amerikanske forbrugere har taget fart oven på et andet kvartal med en organisk vækst i nettoomsætningen på 4,9 pct. (Side 14)

LEO PHARMA LISTER IND PÅ VENTUREMARKEDET

Leo Pharma lægger strategien om for sit digitale sats Innovation Lab og udskiller to selskaber i et nyt ventureselskab. (Side 16)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKERNE SKAL SLUGE ENDNU EN SKANDALE I DANSKE BANK

Gældsskandalen udfordrer danskernes i forvejen ramponerede tillid til banken. Ledelsen - i hvert fald på underdirektørniveau og måske endnu højere op - har nemlig i årevis kendt til problemerne uden at gøre noget ved dem - lige som i hvidvaskskandalen. (Forside, side 2)

DANSKE BANK-ADVOKAT: BANKLEDELSE RISIKERER BØDE OG FÆNGSELSSTRAF

Ifølge Danske Banks egne advokater kan det ikke udelukkes, at det kan få konsekvenser for ansatte i Danske Bank, at banken i årevis har inddrevet gæld, man ikke havde ret til, fra sine kunder. (Side 4)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

CORONAKRISEN FYRER OP UNDER DISCOUNTKRIG

Midt under den værste økonomiske krise i 30 år ekspanderer landets discountkæder på livet løs. Oprustningen giver ifølge en brancheekspert god mening. (Forside, side 6-7)

CORONANEDTUR KOSTEDE ATP 11,6 MIA. KR. PÅ SEKS MÅNEDER

ATP indhentede i andet kvartal en stor del af det tabte fra begyndelsen af året. (Side 8)

ATP HAR MISTET TÅLMODIGHEDEN OG DUMPER SAMTLIGE FLSMIDTH-AKTIER

ATP har solgt samtlige af sine aktier i FLSmidth, der har halset efter resten af aktiemarkedet i årevis. (Side 9)

EGMONT PÅ OPKØBSJAGT FØR AMAZONS INVASION

Egmont Publishing fortsætter i offensiven i nethandlen - også for at ruste sig endnu mere til en dyst mod giganten Amazon på mediekoncernens hjemmemarkeder. (Side 10)

MÆRSK MED NY STOR PLAN: 27.000 JOB BLIVER BERØRT

Organisatoriske ændringer hos A.P. Møller-Mærsk kommer til at påvirke Safmarine, Damco og Hamburg Süd. (Side 11)

NOVOZYMES' SKJULTE POTENTIALE SKAL SLIPPES FRI

Som et led i strategien "Better Business with Biology" indskrænker Novozymes antallet af divisioner fra fem til to. (Side 11)

VESTAS-AKTIONÆRER KRÆVER 72,3 MIO. KR.

På et retsmøde tirsdag gik advokaterne for de to tidligere Vestasprofiler Ditlev Engel og Bent Carlsen til modangreb på investorer, der kræver millioner i erstatning for 10 år gamle kurstab. (Side 12)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer