Onsdagens obligationer: Renteplus på dag med Powell-tale efter lukning

Udgivet den 14-04-2021  |  kl. 17:02  |  

Der var få bevægelser på det danske obligationsmarked onsdag, hvor den toneangivende tiårige rente svingede mellem minus 0,18 pct. og 0,15 pct.

Det endte dog med en mindre stigning på 2 basispoint til minus 0,15 pct. i forhold til tirsdag.

Der var et par mindre nøgletal for handlerne at tage bestik af i løbet af dagen. Lige før frokost viste den europæiske industriproduktion et fald i februar på 1 pct. fra måneden før, mens den faldt med 1,6 pct. sammenlignet med februar sidste år. Dermed udviklede produktionen sig lidt bedre end ventet på månedsbasis.

Konsensus var ifølge Bloomberg News et fald på 1,3 pct. på månedsbasis, mens der på årsbasis var ventet et fald på 1,4 pct.

Senere viste de amerikanske importpriser en stigning på 1,2 pct. mod ventede 0,9 pct. ifølge Bloomberg News.

Onsdagens højdepunkt er dog programsat efter handlen er sluttet, da chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, skal holde sin første tale efter tirsdagen inflationstal, der steg lidt mere end ventet i marts, og bekræftede investorerne i, at der er grund til at holde øje med prisudviklingen.

Netop inflationen har i den seneste tid været på finansmarkedets radar, og forventningen om højere inflation har resulteret i stigende renter på obligationsmarkedet.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder