Onsdagens obligationer: Renterne svingede på nøgletalsfattig dag

Udgivet den 28-09-2022  |  kl. 17:09  |  

Renterne var både oppe og nede på det danske obligationsmarked onsdag, men de lukkede lavere efter at have været i rekordniveau.

Den tiårige danske rente lukkede 2,62 pct., hvilket er 5 basispoint lavere end ved åbningen, efter i løbet af dagen at have været i højeste niveau siden 2011 - 2,75 pct.

Dagen bød på tale fra chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, som lagde vægt på, at ECB, vil hæve sine toneangivende renter på de næste mange møder. Hun understregede samtidig, at banken vil træffe beslutning fra gang til gang med udgangspunkt i de økonomiske data.

Umiddelbart efter faldt den danske rente fra 2,73 pct. til 2,66 pct., men svingede efterfølgende både op og ned.

Onsdag har investorerne så kunnet skæve til tyske forbrugertillidstal, og de var langt fra munter læsning. Forbrugertilliden faldt mere end ventet til minus 42,5 i oktober fra minus 36,8 i september.

Tal fra USA om de igangværende bolighandler viste et faldt med 2,0 pct. i august mod juli. Det var et større fald end ventet, da estimaterne pegede på et fald på 1,5 pct.

Herhjemme har detailsalgstal vist, at forbrugerne holder på pengene. Detailsalget dykkede hele 5 pct. på årsbasis i august, men viste dog en marginal stigning på månedsbasis.

Ud over Christine Lagarde var topfolk fra både den amerikanske, slovakiske og østrigske centralbankchef på talerstolen onsdag, mens også fire regionale chefer i den amerikanske centralbanks top havde tale-planer til eftermiddag og aften.

.\\˙ MarketWire

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯