OPTAKT Chr. Hansen Q3 3/7: Venter igen bedre lønsomhed

Udgivet den 03-07-2013  |  kl. 07:00  |  

Efter et andet kvartal, som var tynget af flere ekstraordinære omkostninger, er der i tredje kvartal igen udsigt til vækst i både omsætning og indtjening forden danske ingredienskoncern Chr. Hansen, vurderer aktieanalytikerne, der ligeledes øjner muligheden for igangsættelse af et aktietilbagekøbsprogram.

Chr. Hansen har sjældent rigtigt skuffet, men det gjorde selskabet i andet kvartal af 2012/13, hvor det havde engangsomkostninger til en styrket salgsindsats og udskiftning af administrerende direktør samt nedskrivninger på 8 mio. euro i forbindelse med to kliniske studier inden for mave-tarm-systemet. Den cocktail fik driftsmarginalen til at falde ganske kraftigt sammenlignet med andet kvartal af 2011/12.

Ser man bort fra nedskrivningerne på 8 mio. euro, som allerede var kendt, faldt overskudsgraden i andet kvartal 2012/13 dog lidt mere behersket til 23,3 pct. fra 25,4 pct. i samme periode regnskabsåret før.

Selskabet forsikrede, at den underliggende skalérbarhed var intakt, og aktieanalytikerne venter for tredje kvartal da også en lille bedring af overskudsgraden til 29,0 pct. fra 28,5 pct. i tredje kvartal af 2011/12.

Omsætningen ventes samtidig at stige til 197 mio. euro fra 181 mio. euro, viser medianen af estimater fra op til 14 aktieanalytikere, som SME Direkt har indsamlet.

- Som altid er der fokus på den store kultur- og enzymdivision, og der er ikke noget, der tyder på, at den underliggende forretning skulle have ændret sig ret meget, siden det seneste regnskab. Der er stadig fine vækstrater drevet af emerging markets og USA, og tonerne hos de større fødevareproducenter inden for

blandt andet yoghurt-segmentet er stadig rigtigt positive omkring vækstmulighederne i det segment, siger Morten Imsgard, der følger Chr. Hansen som analytiker i Sydbank, til Ritzau Finans og tilføjer:

- Og vi skulle gerne få et kvartal, der igen viser forretningsmodellens gode skalérbarhed, så toplinjevækst bliver til øget lønsomhed i divisionen, efter et andet kvartal, hvor der var en del ekstraordinære poster, som forstyrrede billedet, så vi for en gang skyld så nogle overskudsgrader, som bakkede en lille

smule hos Chr. Hansen. Det burde være et overstået kapital, så vi igen ser fremgang i lønsomhed og bundlinje.

Dermed burde der ifølge Morten Imsgard ikke være nogen slinger i valsen i kultur- og enzymdivisionen, hvor konsensus ifølge SME Direkt er en vækst i omsætningen til 117 mio. euro fra 108 mio. euro og en forbedring af overskudsgraden til 30,9 pct. fra 30,0 pct. i tredje kvartal af 2011/12. Det vil være en pæn bedring fra andet kvartal, da engangsomkostninger relateret til salgsplatformen, fik overskudsgraden ned på 26,2 pct. før nedskrivninger i forbindelse med kliniske forsøg fra 26,3 pct. i samme periode året før.

Inden for Health & Nutrition venter Morten Imsgard en omsætningsvækst på 18 pct. i forhold til sidste år drevet af salget af kosttilskudsprodukter, der ifølge analytikeren har værende rigtigt godt i en periode. Konsensus har et lidt mere forsigtigt estimat om en vækst på 13 pct. til en omsætning på 33,6 mio. euro.

- Farveforretningen var efter min vurdering den del, der var mest udfordret efter andet kvartal. Jeg tror som sådan ikke, at der er den store bedring af spore, andet end at sammenligningsgrundlaget i forhold til sidste år er blevet nemmere, hvilket gør, at jeg tror, at divisionen kan komme ud af kvartalet med en omsætningsfremgang på 6 pct. i forhold til sidste år, er vurderingen fra Sydbanks aktieanalytiker.

Konsensus er ifølge SME Direkt en stigning i omsætningen til 46,0 mio. euro fra 43,4 mio. euro, men et fald i overskudsgraden til 16,2 pct. fra 18,2 pct. i tredje kvartal sidste år. I andet kvartal i år var EBIT-marginen i farvedivisionen helt nede på 10,2 pct. - tynget af engangsomkostninger relateret til salgsplatformen og prisinitiativer, der adresserede tidligere tab af karmin-mængder.

Morten Imsgard, der har anbefalingen "hold" af Chr. Hansens aktie, regner ikke med nogen ændringer i selskabets overordnede forventninger til hele regnskabsåret 2012/13 om en organisk omsætningsvækst på 7-9 pct. og en EBIT-margin før særlige poster og nedskrivninger, der er højere end sidste år.

Til gengæld øjner Sydbanks analytiker muligheden for et aktietilbagekøbsprogram.

- Vi er nu så langt henne på året, at jeg ser mulighed for, at de kommer med et aktietilbagekøbsprogram. Chr. Hansens forretning er vældigt stærk rent pengestrømsmæssigt, og jeg mener bestemt, at der er luft i balancen til et nyt aktietilbagekøbsprogram i størrelsesordenen 60 mio. euro, siger Morten Imsgard.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder