Orphazyme stiger over 14 pct. i turbulent år for selskabet

Udgivet den 22-07-2021  |  kl. 13:11  |  
Arkiv: Foto

Aktien i biotekselskabet Orphazyme stiger 14,9 pct. torsdag middag og koster aktuelt 39,58 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Det sker efter, at aktien i løbet af året har været igennem lidt af en rutsjebanetur med både små og store stigninger forud for dagens kursridt - dog primært præget af kursfald på børsen i København.

I juni fik Orphazyme, der beskæftiger sig med udvikling af medicin til sjældne sygdomme, afvist sin vigtige lægemiddelkandidat Arimoclomol hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Det fik investorerne til at sælge ud af aktien, der ellers var steget markant op til den annoncerede afgørelse. Også flere finanshuse ændrede efterfølgende syn på aktien.

Som resultat af afvisningen meldte selskabet senere samme måned, at omkring to tredjedele af medarbejderne skulle fyres, mens tre bestyrelsesmedlemmer samtidig stoppede.

Afvisningen fra FDA har dertil resulteret i pengekneb i selskabet, der ved udgangen af året venter en kontantbeholdning på cirka 50 mio. kr. mod tidligere ventet 350 mio. kr

Biotekselskabet har annonceret, at de fremover vil fokusere på sine to nøgleaktiviteter, som er at sikre godkendelse af Arimoclomol i NPC i Europa og på sigt også fortsat i USA. Det betyder samtidig, at penge til alt andet sættes på hold.

Siden årets start er aktien faldet med 41,8 pct.

Dagens kurshop er sket på baggrund af 215.000 handlede aktier, viser data fra Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder