OVERBLIK Chr. Hansen Q1: Forandringsregnskab får kold skulder
Der var spekuleret om både opjusteringer og aktietilbagekøb, men i stedet blev Chr. Hansens regnskab for første kvartal af det skæve regnskabsår 2014/15 en omgang sur læsning for investorerne.
EBIT SKUFFEDE
For selvom ingredienskoncernens toplinje stort set lå på linje med forventningerne, så skuffede driftsresultat - og ikke mindst driftsmarginerne - der lå langt fra både analytikernes skud og selskabets egen guidance for helåret.
Sydbanks analytiker Morten Imsgard beskriver regnskabet som "svagere end ventet på stort set alle parametre".
- Det er alt i alt et regnskab, som understreger, at Chr. Hansen er i en transformationsfase i øjeblikket, hvor selskabet er nødt til at foretage nogle investeringer for at fastholde og accelerere sin vækst, siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.
De høje forventninger blev i dagene op til regnskabet illustreret ved, at Chr. Hansens aktie blev sendt op i rekordkurs to dage i streg. Efter regnskabet er rekordernes tid dog forbi, og aktien dratter til bunds i C20 Cap med et fald på omkring 4 pct.
CFO TILFREDS
Hos Chr. Hansen er finansdirektør Klaus Pedersen godt tilfreds med selskabets organiske vækst på 9 pct., men erkender, at marginerne er svage. Han siger lige som Sydbanks analytiker, at forklaringen skal findes i investeringer.
- Vi har lidt lavere marginer i første kvartal, men vi har en masse spændende investeringer i gang, ikke mindst den nye kapacitet i Avedøre og på plantebeskyttelse. Så jeg opfatter det som en midlertidig tendens. Vi forventer ikke, at marginerne vil være under pres på den lange bane, siger han og henviser blandt andet til det nye anlæg for kulturproduktion i Avedøre.
I første kvartal leverede Chr. Hansen en EBIT-margin på 23,1 pct., mens analytikere ifølge SME Direkts estimater havde skudt den regnskabspost til at ligge på 25,7 pct. Hvis selskabet skal leve op til helårsforventningen, skal der ske forbedringer i de øvrige kvartaler. Chr. Hansen venter i årsresultatet en EBIT-margin før særlige poster på over 26,5 pct.
Chr. Hansens samlede omsætning landede på 188 mio. euro, og resultat af primær drift (EBIT) udgjorde 43,5 mio. euro. Konsensus var ifølge SME Direkt, at omsætningen ville stige til 190 mio. euro fra 171 mio. euro i samme kvartal året før, og at driftsresultatet ville stige til 48 mio. euro fra 42,6 mio. euro.
INTET AKTIETILBAGEKØB
En af skuffelserne for investorerne var samtidig, at der ikke blev lanceret et aktietilbagekøbsprogram.
- Man har en overflod af likviditet, som efter min vurdering lige så godt kunne sendes retur til aktionærerne. Det, tror jeg, var relativt meget indbygget i forventningen, siger Morten Imsgard.
Finansdirektør Klaus Pedersen forsikrer dog om, at der bliver taget stilling til selskabets overflydende likviditet i løbet af regnskabsåret.
- Vi er lige så engagerede, som vi altid har været, i at give overskudslikviditet tilbage til aktionærerne. Vi har valgt, at vi ikke gør noget her i første kvartal, men vi har stadigvæk en overskudslikviditet i niveauet over 100 mio. euro i løbet af året, som vi skal tage stilling til. Men der er ikke nogen beslutning på nuværende tidspunkt om, hvordan de skal håndteres, siger han.
Selskabet venter fortsat en organisk omsætningsvækst på 7-9 pct. i regnskabsåret 2014/15.
/ritzau/FINANS
Tags: ❯