Pandoras topchef holder fast i langsigtede mål trods lavere end ventet 2025-prognose
Pandoras forventningerne kan godt skuffe ved første øjekast, hvis man sammenligner dem med det resultat, som smykkekoncernen har præsteret for 2024.
Men smykkekoncernens topchef, Alexander Lacik, mener ikke, at forventningerne er skuffende.
- Vi ligger midt i det interval, som vi startede ud med for 2024, siger han og fortsætter:
- Vi guider organisk vækst på 7-8 pct. i 2025 mod 6-9 pct. for 2024 i forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal sidste år.
Og der er da heller ingen slinger i valsen hos smykkechefen i forhold til de langsigtede forventninger, som Pandora præsenterede tilbage i 2023 i London:
- Vigtigst er nok, at vi ikke ændrer ved vores langsigtede forventninger, siger Alexander Lacik.
Det er højere priser på guld og sølv samt valutamodvind, der kan sætte sine spor i årets tal. De langsigtede forventninger blev nedfældet, da sølvprisen var 23,60 dollar per ounce. Men siden er prisen bare gået en vej - op. Og i slutningen af januar lå den i niveauet 30,50 dollar. Lægges stigningen på guld samt valutamodvind til, så venter Pandora, at driftsmarginen målt på EBIT vil blive negativt påvirket med 270 basispoint.
Alligevel fastholdes forventningerne om en EBIT-margin på 26-27 pct. i 2026.
Alt andet lige er 2025-målene dog mindre, end det analytikerne ventede forud for regnskabet. De havde set frem til organisk vækst på 9 pct. Og i 2024 landede den organiske vækst på 13 pct.
Pandora har dog også en tradition for at starte blødt ud - sidste år eksempelvis blev der plads til tre opjusteringer - et ved hvert kvartal, og hvor den seneste på 11-12 pct. blev overgået af det endelige resultat.
I 2024 landede den organiske vækst på 13 pct. og EBIT-marginen på 25,2 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›